Flere udviklingshæmmede er med succes kommet i sommerjobs i forlystelsesparken Universe på Als, skriver DR Syd i dag.
Ankommer man eksempelvis i bil til forlystelsesparken her i højsæsonen, så bliver du guidet rundt på parkeringspladsen af en kørestolsbruger, som ved lige præcis, hvor de ledige parkeringspladser gemmer sig.
'Parkeringschefen' Lars Brink er en af ni udviklingshæmmede, der lige nu er i særlig praktik hos oplevelsesparken. Her tager de ni sig ekstra godt af de besøgende i parken, fortæller administrerende direktør i Universe Pia Bech Mathiesen.
- De her ni mennesker gør det fantastisk godt. Vi har fået nogle ekstra hænder, som løser nogle af de opgaver, som vi ellers ikke ville have haft mulighed for at prioritere, siger Pia Bech Mathiesen til DR Syd.
Praktikken er en del af et projekt, som skal give de udviklingshæmmede mulighed for at komme ud af de beskyttede værksteder, hvor de til dagligt arbejder.
I praktikken har de udviklingshæmmede vist stor glæde for arbejdet uden for værkstederne, og det har været én del af en god overraskelse for kommunen, fortæller Peter Westergaard Sørensen, der er områdeleder for Handicapområdet i Sønderborg Kommune.
- Den anden del, som også er en overraskelse, er, hvor gnidningsfrit det har været at etablere det her samarbejde, hvor stor energi Universe har lagt i det, og hvor stort et udbytte de føler, de får ud af det, siger Peter Westergaard Sørensen til DR Syd.
Nu er håbet, at endnu flere udviklingshæmmede kan komme ud af værkstederne og i virksomhedspraktik og nogen af dem måske i job.
- Jeg tror, at det, vi primært lærer, er, hvor meget glæde og begejstring og hvor stor lyst borgerne har til at være en del af en almindelige arbejdsplads end at være bruger på et beskyttet værksted, fortæller Peter Westergaard Sørensen.