Venstrebacken Michael Damgaard greb i dén grad chancen, da Danmarks mandlige håndboldlandshold i weekenden spillede Totalkredit Cup, den sidste optakt før VM i Qatar.
Ligatopscoreren scorede mål på stribe, heraf fire i søndagens 28-19-sejr over Sverige i Aarhus, og det blev belønnet med en plads blandt de 17 spillere, der tager til Qatar.
- Jeg er ikke i tvivl om, at det bliver i en jokerrolle, og det tager jeg glædeligt med, siger Michael Damgaard, der har vikarieret for Mikkel Hansen, når denne har fået et hvil i anden halvleg ved Totalkredit Cup.
- Nu er det min første slutrunde, og jeg kommer for at få hår på brystet og få noget erfaring.
- Og så kan jeg kun være tilfreds med, at jeg når det som 24-årig. Det var ikke en del af min plan i sommer. Men jeg er i hvert fald en glad dreng nu, siger Team Tvis Holstebro-spilleren.
Michael Damgaard scorede fem mål i 36-26-sejren over Slovenien, seks mål i 29-30-nederlaget til Island og altså fire mål mod Sverige.
Danmark møder fredag Argentina i den første kamp ved VM i Qatar.
/ritzau/