Dam trods kritik: Vi skal nok få flertal for udspil
Flygtninge skal arbejde mindst 10 timer om ugen, siger beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen (S).
I nyt lovforslag fremgår det, at flygtninge bl.a. skal arbejde 10 timer om ugen.
I nyt lovforslag fremgår det, at flygtninge bl.a. skal arbejde 10 timer om ugen. Foto: EHRBAHN JACOB/Polfoto


Det er ikke et valgoplæg, når beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen (S) onsdag fremsætter sit integrationsudspil som lovforslag i Folketinget uden at have politisk flertal for, at flygtninge og familiesammenførte skal arbejde mindst 10 timer om ugen.

Det siger han til Ritzau om lovforslaget, som ifølge ministeren skal træde i kraft allerede 1. juli i år.

- Jeg har ført politiske sonderinger. Jeg har svaret på mange spørgsmål, allerede inden loven er fremsat. Jeg glæder mig til diskussionen i folketingssalen, siger Henrik Dam Kristensen.

Selvom forslaget indtil videre møder kritik fra begge sider af folketingssalen, tror ministeren på, at forslaget kan blive til noget.

- Jeg har meget, meget svært ved at se, at lovforslagets snusfornuftige indhold ikke kan samle bredt flertal i Folketinget. Det betyder, at de, der skal igennem integrationsprogrammet, får en helt anderledes kontakt til arbejdsmarkedet.

Lovforslaget skal forhindre, at to af tre flygtninge eller familiesammenførte ikke er i job eller uddannelse efter tre års integrationsprogram i kommunerne.

De skal mindst arbejde 10 timer om ugen i løntilskud, praktik og nyttejob og undervises tyve timer i dansk.

- Jo før, vi kommer i gang med nye og gode tiltag for dem, der kommer til Danmark, jo bedre. Ude i kommunerne skal man i gang med, at give de flygtninge, der kommer, en virksomhedsrettede indsats, fordi vi ved, at det nytter, siger Henrik Dam Kristensen.

Venstres integrationsordfører, Martin Geertsen, kræver i Morgenavisen Jyllands-Posten, at flygtninge og familiesammenførte arbejder 37 timer om ugen for at få fuld kontanthjælp og så får danskundervisning ud over.

- Det er en helt ny stil fra Venstre og måde at agere på. Det forstår jeg ikke helt. Men lad os nu tage debatten. I dag er alt for mange langt væk fra arbejdsmarkedet efter tre års integrationsprogram, siger Henrik Dam Kristensen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.