Dagplejer fyret under orlov: Nu får hun stor erstatning
En dagplejer fra Hørsholm havde plejeorlov for at tage sig af sin søn, men blev fyret under orloven. Nu skal kommunen betale hende en årsløn i erstatning.
En dagplejemor fik orlov for at passe sin Asberger-diagnosticerede søn. Men hun blev fyret under orloven. Nu skal kommunen betale hende 300.000 kroner i erstatning.
En dagplejemor fik orlov for at passe sin Asberger-diagnosticerede søn. Men hun blev fyret under orloven. Nu skal kommunen betale hende 300.000 kroner i erstatning. Iris


Hørsholm Kommune skal til lommerne, efter Østre Landsret i går slog fast, at kommunen foretog forskelsbehandling, da de fyrede en dengang 39-årig dagplejer, mens hun havde orlov. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

Dagplejerens søn blev diagnosticeret med Aspergers syndrom i marts 2010, og hun havde fået plejeorlov med lønkompensation fra kommunen. Men den 31. maj 2010 blev hun fyret som led i en nednormering, og det var i strid med loven, slog landsretten i går fast.

- Dommen ligner de situationer, hvor en gravid bliver sagt op. Når du er ude af øje, så er du ude af sind. Men det er en arrogant behandling af en mor, der i forvejen er presset af at have et barn, der har det dårligt. Man kunne forvente mere rummelighed på en offentlig arbejdsplads, siger advokat Jacob Goldschmidt fra Elmer og Partnere, som har ført sagen for kvinden og FOA, til Frederiksborg Amts Avis.

I Hørsholm Kommune tager man dommen til efterretning. Men kommunen vil nu overveje, om sagen skal forsøges appelleret til højesteret.

- Vi har tidligere vundet sagen i Ligebehandlingsnævnet og i byretten. Og vi har lænet os op ad juridisk vejledning fra KL i hele sagen, siger personalechef Gert Ahrentecht Jensen, som mener, at der er sket en ændring i retspraksis siden sagens begyndelse i 2010.

Den fyrede dagplejer bliver tilkendt godt 300.000 kroner i godtgørelse, hvilket svarer til et års løn.

- Det er ekstraordinært at få et helt års løn i godtgørelse. Når domstolene udmåler de høje godtgørelser, så er det både fordi hun har 9 års anciennitet, og fordi de anerkender, at ligebehandling er noget man skal værne om, siger advokat Jacob Goldschmidt til avisen.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.