Kommunale dagplejere er de seneste år blevet fyret på stribe. Mens der i 2007 var 18.899 dagplejere ansat i kommunerne, var tallet sidste år faldet til 10.586. Det viser en opgørelse fra fagforeningen FOA, der blandt andet organiserer de kommunale dagplejere.
Det skriver Politiken søndag.
Udviklingen bekymrer Mogens Bech Madsen, formand for sektoren i FOA.
"Vores appel er, at politikerne ude i kommunerne har fokus på, at dagplejen er et godt tilbud, og at de sikrer, at tilbuddet eksisterer om 10 år", siger han til Politiken.
Ole Henrik Hansen fra DPU, Aarhus Universitet, forsker i dagtilbud og siger, at reduktionen af kommunale dagplejere især er problematisk, hvis det sker uden for byområderne:
"De gode dagplejere kan nogle gode ting. De kan give omsorg, nærvær og empati. Det kan mange vuggestuer også, men dagplejerne har den fordel, at de har et hjemligt miljø. Det er trist, hvis det forsvinder", siger han til Politiken.
En undersøgelse blandt 10 af landets kommuner viser ifølge Mogens Bech Madsen, at dagplejen er det dagtilbud, som forældrene er mest tilfredse med. Ifølge FOA bliver cirka 15 procent af de fyrede kommunale dagplejere private børnepassere, mens andre tager uddannelsen som pædagogisk assistent, bliver ansat inden for ældreområdet eller får arbejde i en daginstitution.