Dagpenge og kontanthjælp: Det taler vi ikke om
Folketingets opmærksomhed på job, arbejdsløshed og dagpenge kølner. Arbejdsmarkedet debatteres mindre i folketingssalen end for få år siden. Nu vil politikerne hellere tale om asyl, udlændinge, terror og straf. Dansk Industri og LO advarer mod en valgkamp, hvor værdipolitikken tager over. Husk fokus på job og vækst, lyder opfordringen.
- Politikerne skal huske, hvad vi skal leve af. Valgkampe kommer tit til at handle om, hvad vi skal bruge penge på, men det er afgørende med et privat arbejdsmarked, der skaber velstand, mener Steen Nielsen, chef for arbejdsmarkedspolitik i DI..
- Politikerne skal huske, hvad vi skal leve af. Valgkampe kommer tit til at handle om, hvad vi skal bruge penge på, men det er afgørende med et privat arbejdsmarked, der skaber velstand, mener Steen Nielsen, chef for arbejdsmarkedspolitik i DI.. FOTO: Scanpix


Job, vækst og arbejdspladser var et skoldhedt emne i 2012. I hele 4.154 indlæg i folketingssalen nævnte politikerne beskæftigelse, arbejdspladser og job. Sidste år var interessen på Christiansborg mere lunken, og ordene indgik i 2.699 indlæg i folketingssalen, skriver Ugebrevet A4.

Dagpenge, kontanthjælp og arbejdsløse har på samme måde bevæget sig fra et rødglødende til et køligere tema. I 1.818 indlæg i folketingssalen i 2012 blev ord om ledige, dagpenge og kontanthjælp nævnt. Men tallet fra sidste år lyder på 1.317 indlæg i folketingssalen.

Det viser en analyse Ugebrevet A4 har foretaget af referater fra folketingssalen fra oktober 2011, hvor Helle Thorning-Schmidt blev statsminister, til marts 2015.

Bevar fokus

Dansk Industri efterlyser, at politikerne bevarer fokus på job og vækst i valgkampen.

- Politikerne skal huske, hvad vi skal leve af. Valgkampe kommer tit til at handle om, hvad vi skal bruge penge på, men det er afgørende med et privat arbejdsmarked, der skaber velstand. Hvis det fokus mangler i valgkampen, beskæftiger politikerne sig med de forkerte ting, mener Steen Nielsen, chef for arbejdsmarkedspolitik i DI.

Han forstår godt, at Christiansborg skal forholde sig til andre politiske emner, end hvad der lige netop interesserer virksomhederne, men:

- Man må ikke glemme, hvad der skal til for at opretholde et rigt samfund. Vi er ret bekymrede for, om Danmark har den arbejdskraft, der fremadrettet er brug for, siger han til Ugebrevet A4.

"Mærkværdigt"

LO's faglige sekretær, Ejner K. Holst, kalder det mærkværdigt, at job og arbejdspladser nævnes mindre i folketingssalen.

- Behovet for at snakke job og beskæftigelse er ikke blevet mindre, selv om krisen er løjet af. Danmark lever af at sælge produkter. Vi må ikke stå i den situation, hvor vi ikke kan skabe den vækst, der skal til for at opretholde velfærdssamfundet. Nul vækst er ikke en mulighed. Det er en tilbagegang, fastslår han over for Ugebrevet A4.

Når politikerne har skruet ned for debatten om arbejdsløse, job, dagpenge og kontanthjælp, hænger det nøje sammen med udviklingen i dansk økonomi, forklarer Lars Hovbakke, historiker, ekstern lektor på Aarhus Universitet og politisk analytiker.

Temaskift kan være fordel

- I dag taler man om, at krisen er ved at være overstået. Derfor er der ikke så meget sprængstof i at kritisere regeringen for ikke at gøre nok for beskæftigelsen. Det er stadig lige hårdt for de mennesker, der er ramt af strammere dagpengeregler, men generelt interesserer færre danskere sig for den kortere dagpengeperiode, end da krisen var værst, mener han.

Når en økonomisk krise aftager, skifter emnerne ofte fra økonomi til værdipolitik, fortæller Lars Hovbakke. I oliekrisen i 70'erne så man samme tendens. Her talte politikerne stort set kun om økonomi nogle år, men tog andre emner op, da tiderne blev lysere.

Temaskiftet kan på nogle punkter være en fordel for regeringen.

- Det afleder opmærksomheden om løftebrud, når det gælder dagpengene. Den debat ville have været større, hvis den økonomiske krise varede ved, siger Lars Hovbakke til Ugebrevet A4.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.