Dagpenge, kontanthjælp og vækst: Hvor kan blå blok enes?
Flere emner ser ud til at kunne skabe uenigheder partierne i blå blok.
Dagpenge, kontanthjælp, BoligJobordning eller offentlig vækst?
Dagpenge, kontanthjælp, BoligJobordning eller offentlig vækst? Foto: Keld Navntoft/arkiv/Scanpix


Når Lars Løkke Rasmussen om kort tid sætter sig bag skrivebordet på statsministerkontoret på Christiansborg skal han omgående navigere gennem flere uenigheder internt i blå blok - uanset hvordan en kommende regering vil blive sammensat.

Stem på den største interne uenighed i blå blok i bunden af artiklen

Avisen.dk gennemgår her fire fremtrædende knaster:

Offentlig vækst

Der er eksempelvis store forskelle på, hvad Dansk Folkeparti og Venstre mener om vækst i den offentlige sektor. Lars Løkke Rasmussen vil have nulvækst, mens Kristian Thulesen Dahl kræver vækst på 0,8 procent. Samtidig taler Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti for minusvækst.

Kontanthjælp

Dansk Folkeparti vil ikke sænke ydelserne. Venstre vil dog indføre et kontanthjælpsloft, der skal sætte loft over, hvor meget man samlet kan få i offentlige ydelser. Det Konservative Folkeparti vil skære i kontanthjælpen - gevinsten ved arbejde skal være på mindst 3.000 kroner. Liberal Alliance har meget konkrete planer om, at kontanthjælpsmodtagere skal have et grundbeløb på 6.992 kroner om måneden uanset alder. Forsørgere skal have ret til at tjene 2.000 kroner ud over kontanthjælpen, uden at der trækkes i ydelsen. Partiet mener desuden, at den gensidige forsørgelsespligt skal genindføres for både gifte og ikke-gifte samboende par.

Dagpenge

Også på dagpengeområdet tegner der til at blive voldsomme opgør i blå blok. Kristian Thulesen Dahl garanterede på valgnatten, at man fortsat vil halvere genoptjening-perioden. Han har i løbet af valgkampen også gjort det klart, at han gerne vil bruge flere penge på et nyt dagpengesystem. Det får han svært ved at få nogle af de øvrige blå partier med på. Det Konservative Folkeparti vil hverken pille ved genoptjeningen eller dagpengeperioden. Venstre kan være villige til at se på genoptjening, men systemet må ikke blive dyrere. Liberal Alliance vil have en dagpengeperiode på et år i stedet for de nuværende to, mens maksimumsatsen skal nedsættes. Også kompensations-graden vil LA nedsætte.

BoligJobordningen

Både Venstre, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti vil have genindført BoligJobordningen – håndværkerfradraget – men her vil Anders Samuelsen modsætte sig. Det vil kræve store indrømmelser fra Lars Løkke Rasmussen, hvis Liberal Alliance skal give sig, lyder det.

Også på udlændinge- og EU-området er blå blok splittet, og spørgsmålet er så, om partierne kan nå til enighed på nogle af områderne. Hvilket af de ovennævnte temaer, tror du, kommer til at skabe størst splid?

Bedøm selv i afstemningen herunder.

AFSTEMNING
Hvad kan splitte blå blok?
Hvilken knast bliver den sværeste at blive enig om i blå blok?

Vækst i det offentlige
45%
Dagpenge
29%
BoligJobordningen
2%
Kontanthjælp
24%
466 har stemt indtil videre
Sluttede:  23-06-2015 00:00

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.