Dækning af IS-inspireret massakre sikrer Pulitzer-pris
Den prestigefulde amerikanske pris for journalistik Pulitzer-prisen uddeles mandag i 21 kategorier.


Den amerikanske journalistik-pris Pulitzer-prisen er mandag blevet uddelt, og Los Angeles Times modtager prisen i kategorien for breaking news, for deres dækning af massakren i San Bernardino i Californien i december 2015, skriver nyhedsbureauet Reuters.

14 mennesker mistede livet, og 22 blev såret under angrebet, da et ægtepar, som angiveligt var inspireret af Islamisk Stat, åbnede ild under en fest for offentligt ansatte i San Bernardino.

Ægteparret døde i en skudveksling med politiet.

Senere fulgte et langt tovtrækkeri mellem det amerikanske forbundspoliti, FBI, og Apple, da it-giganten nægtede at hjælpe med at åbne en af de formodede gerningsmænds Iphone.

Nyhedsbureauet Associated Press (AP) vinder prisen for bedste public service, hoved-prisen, for deres historie "Seafood for Slaves". Historien førte til, at flere end 2000 mænd, som var tvunget til at arbejde i fiskeri-industrien i det syd-østlige Asien, blev løsladt.

Desuden vinder avisen Washington Post for bedste nationale graverjournalistik for deres arbejde med at afdække vold med skydevåben i USA.

En stor del af 2016-priserne går til journalistisk arbejde fra verdens brændpunkter.

Dækning af krigene i Afghanistan og Syrien, flygtningekrisen og Islamisk Stats opblomstring, kaster flere priser af sig til prisuddelingen.

New York Times vinder for bedste breaking news pressefoto. De får også en pris for dækning af kvinders liv i Afghanistan, og nyhedsbureauet Reuters vinder en pris for deres pressefotos af migranter, som kæmper for deres liv i Middelhavet.

Der er 21 kategorier, og hver vinder, bortset fra vinderen i kategorien for public service, belønnes med 10.000 amerikanske dollar svarende til cirka 66.000 kroner. Public service-vinderen får en guldmedalje.

Priserne uddeles i New York Times' lokaler i New York.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.