DA: Værsgo Løkke - sådan skærer du i sociale ydelser
Dansk Arbejdsgiverforening ønsker et opgør med overførselsindkomster. Alt for drastisk, lyder kritikken.
V-formand, Lars Løkke Rasmussen, vil ikke ud med de præcise detaljer for et moderne kontanthjælpsloft. Nu kommer Dansk Arbejdsgiverforening til undsætning  med 28 forslag til store reformer, som skal få flere danskere i arbejde.
V-formand, Lars Løkke Rasmussen, vil ikke ud med de præcise detaljer for et moderne kontanthjælpsloft. Nu kommer Dansk Arbejdsgiverforening til undsætning med 28 forslag til store reformer, som skal få flere danskere i arbejde. Erik Refner/Scanpix


Venstre og Lars Løkke Rasmussen ønsker et moderne kontanthjælpsloft, men har indtil videre ikke været helt klare i spyttet, når de er blevet bedt om forklare, hvordan de sociale ydelser konkret skal skæres.

Men nu er arbejdsgiverne klar med en håndsrækning. For skal velfærdssamfundet overleve, er der brug for et opgør med overførselsindkomsterne, mener Dansk Arbejdsgiverforening (DA).

LÆS OGSÅ: Overblik: Her vil DA skære i sociale ydelser

Berlingske skriver, at DA har udarbejdet et notat med i alt 28 forslag til store reformer af alt fra førtidspensionen over sygedagpengene og fleksjobbene til kontanthjælpen.

Sociale ydelser skal nedlægges

Står det til landets arbejdsgivere, skal mere end halvdelen af de sociale ydelser nedlægges som selvstændige overførselsindkomster.

I stedet skal de lægges ind under kontanthjælpen og førtidspensionen, som er markant lavere.

LÆS OGSÅ: Rystet Dennis K.: "Arbejdsgiverne går amok"

Målet er at skabe en større afstand til mindstelønningerne på arbejdsmarkedet.

- Hvis ikke vi skal ødelægge dansk økonomi fuldstændig, og hvis velfærdssamfundet på længere sigt skal hænge sammen, skal der gøres noget markant i løbet af få år.

LÆS OGSÅ: Thulesen Dahl: DA rammer uden for skiven med forslag

- Det er ikke en option bare at køre videre, som vi gør i dag, siger administrerende direktør i DA, Jørn Neergaard, til Berlingske.

Kontanthjælp skal skæres med 1000 kroner

Eksempelvis ønsker DA at sænke kontanthjælpen for forsørgere over 30 år med lidt over 1000 kroner om måneden, mens både sygedagpengene og førtidspensionen skal nedsættes med mere end 4000 kroner om måneden.

Resultatet vil være, at de tre ydelser alle sammen ligger på det samme niveau, nemlig lige over 13.500 kroner om måneden.

LÆS OGSÅ: V: Retningen er rigtig i nyt DA-udspil

DA har hentet inspiration i Sverige, hvor det på otte år er lykkedes at få flere end 200.000 personer væk fra overførselsindkomster.

Kan det samme gøres i Danmark, vil der ifølge DA kunne opnås offentlige besparelser for mere end 60 milliarder kroner og et arbejdsudbud, der vokser med 85.000 personer.

Vil forarme danskere

I LO advarer formand Harald Børsting mod forslaget. Han siger til Berlingske, at nogle af forslagene risikerer at forarme en gruppe af danskere, som i forvejen er langt væk fra arbejdsmarkedet.

LÆS OGSÅ: Råd om DA-udspil: Flere vil skubbes væk fra arbejdsmarkedet

Samme kritik lyder fra Jann Sjursen, som er formand for Rådet for Socialt Udsatte. Han siger til avisen, at flere vil blive skubbet ud over kanten og havne i fattigdom.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.