Den evigt unge popsnedker Keld Heick er en af de heldige danskere, der mødte legenden David Bowie, som netop er død af cancer, 69 år gammel.
Det fortæller Keld Heick selv til bt.dk.
Heicks møde med musik-ikonet blev indledt på ret dramatisk vis.
Det var i 1999, at Keld Heick som vært på DR-programmet 'Musikbutikken' fik besøg af David Bowie, der skulle fortælle om sit nye album 'Hours.'
Normalt plejede Heick selv at gribe guitaren for at spille med sine gæster, men lige netop det gimmick havde Bowies manager nedlagt forbud mod. Trods det spurgte Keld Heick for rullende kamera Bowie, om han ville synge et vers eller to af nummeret 'Seven', mens de optog programmet.
- Da jeg spurgte ham om at spille live, så troede jeg et øjeblik, han ville slå mig ned. Hans øjne lynede. Det havde han ikke tænkt sig, men så ændrede han udtryk og sagde 'lad os gøre det', fortæller Keld Heick til bt.dk.
Båndet, hvor Heick og Bowies fælles optræden lå på, blev slettet efter dekret fra manageren og er aldrig blevet vist. Men Keld Heick fortæller, at det var en fed oplevelse med en meget nærværende optræden.
Mandag modtog verden den triste besked om, at David Bowie er død af kræft i en alder af 69. Foto: Scanpix/arkiv