Der kan være væsentligt flere varer i et bagagerum, end der kan være i en cykelkurv. Men det afholder ikke byboerne fra at tage cyklen på indkøb.
Faktisk bliver der i landets største by handlet for 18 milliarder kroner om året af cyklister, mens bilisterne lægger 22 milliarder kroner i butikkerne.
Det viser en undersøgelse foretaget blandt 3000 forbrugere af Københavns Kommune og konsulentfirmaet Incentive Partners.
Og der er potentiale for at få endnu flere til at tage cyklen på indkøb. Ifølge undersøgelse kan cirka 900 københavnske indkøbsture hver dag flyttes fra bil til cykel, hvis der blev etableret bedre cykelparkering ved butikkerne.
- Det er ikke noget, der redder verden, men hvis man kigger på en problematik som trængsel, så er det de sidste få bilture, der skaber problemerne, forklarer seniorkonsulent Jonas Herby fra Incentive Partners.
Konsulenten oplever, at problematikken også gør sig gældende i de større byer i provinsen, og Cyklistforbundet har samme erfaring.
- Det flyder med cykler rundt omkring, og det er til stor irritation for cyklisterne og for alle andre, konstaterer kommunikationschef Frits Bredal.
Han mener, at butiksejerne har forsømt at tænke cyklisterne ind i deres parkeringspladser.
- Hele supermarkedskulturen hænger nøje sammen med bilkulturen, og der er det oplagt, at man foretager nogle justeringer. Der kan altså stå mange cykler for hver bil, påpeger han.
Hos Dansk Erhverv, som er brancheorganisation for detailhandlen, mener man imidlertid, at man gør, hvad man kan.
- Der er rigtig mange forretninger, der ikke selv ejer parkeringspladserne eller fortovet, og som derfor ikke bare kan sætte cykelparkering op, selvom de gerne vil, siger erhvervspolitisk konsulent Sofie Findling.
Københavns teknik- og miljøborgmester, Ayfer Baykal (SF), anerkender butikkernes udfordringer og vil i de kommende budgetforhandlinger arbejde for penge til mere cykelparkering.
- Vi vil gerne have, at folk cykler, og derfor er vi også nødt til at prioritere politisk, at folk har et sted, de kan stille deres cykler, siger hun.
/ritzau/