Cyklist mister livet: Blev ramt af lastbil
En 29-årig cyklist blev onsdag eftermiddag dræbt, da hun blev kørt ned af en højresvingende lastbil.
En 29-årig kvinde mistede onsdag eftermiddag livet i en højresvingsulykke i Ballerup. Arkivfoto.
En 29-årig kvinde mistede onsdag eftermiddag livet i en højresvingsulykke i Ballerup. Arkivfoto. Foto: Colourbox/Free


En højresvingsulykke i Ballerup ved København har onsdag eftermiddag kostet en 29-årig kvinde livet.

- Hun kommer cyklende ad Baltorpvej, da hun i krydset ved Vestbuen bliver ramt af en større lastbil, der skal svinge til højre, fortæller vagtchef Peter Grønbek fra Københavns Vestegns Politi.

Han ved ikke, hvorfor den 44-årige lastbilchauffør overså cyklisten.

- Chaufføren har forklaret, at han overhovedet ikke så hende, før han mærkede et bump, siger vagtchefen.

Efter ulykken var chaufføren stærkt rystet, og han er blevet tilbudt krisehjælp.

En bilinspektør skal nu undersøge ulykken for at fastslå, hvordan den kunne ske.

Gennem årene har myndighederne på flere måder forsøgt at bringe antallet af højresvingsulykker ned, blandt andet med ekstra spejle på busser og lastbiler og særlige båse til cyklisterne, så de er mere synlige for chaufførerne.

Og sidste år skete der et voldsomt fald i antallet af højresvingsulykker. I december oplyste Vejdirektoratet, at der i 2015 skete fem af dem mod 15 året før.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.