Cyklist kørt over to gange af samme bil
En cyklist i Tarm er død efter at være blevet kørt over af en bil. Mand er sigtet for drab, oplyser politiet.
En mand har mistet livet, efter at han blev kørt ned af en bil, da han var ude at cykle i Tarm. Bilisten bliver nu sigtet for drab, fordi der kan have været med vilje, oplyser politiet. Arkivfoto
En mand har mistet livet, efter at han blev kørt ned af en bil, da han var ude at cykle i Tarm. Bilisten bliver nu sigtet for drab, fordi der kan have været med vilje, oplyser politiet. Arkivfoto Foto: www.colourbox.com/free


En cyklist blev onsdag aften dræbt på stedet efter at være blevet ramt af en bil i Tarm. Ifølge vidner til ulykken blev cyklisten kørt over to gange af samme bil.

Føreren af bilen, en 40-årig mand fra Tarm, blev anholdt på stedet. Han er efterfølgende blevet sigtet for drab, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi sent onsdag aften.

Den dræbte er en 39-årig mand fra Tarm. De to mænd kendte hinanden ifølge politiet.

- Ret hurtigt fremkom der oplysning om, at påkørslen kunne være sket med forsæt, og at den påkørte mand var afgået ved døden, oplyser politikommissær Bjarne Højgaard i meddelelsen.

Føreren af bilen vil formentlig blive fremstillet i grundlovsforhør for lukkede døre torsdag - sigtet for drab. Der vil derfor ikke blive oplyst yderligere på nuværende tidspunkt.

Ulykken skete på Tværvej i Tarm i Vestjylland ved Ringkøbing Fjord. Politiet fik anmeldelsen 20.17.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.