Nyhedsbrev | Opret profil | Log ind | Avisen.dk bruger cookies, læs mere herCookies & privatlivspolitik

Cykelvrag sendes til Afrika

Over 15.000 cykler fjernes hvert år fra gaderne alene i København og Århus - nu ryger nogle af dem til Afrika.

, 16. september 2009 kl. 13:49
Start et spil på Spigo.dk
Spil
Danske cykelvrag skal nu gøre gavn i Afrika. Arkivfoto.
Danske cykelvrag skal nu gøre gavn i Afrika. Arkivfoto. Foto: Peter Hove Olesen / POLFOTO

Glemte og stjålne cykler hober sig op i byerne. Politi og kommuner fjerner hvert år flere tusinde efterladte cykler.

Cyklerne havner normalt på politiauktion eller ryger til skrot. Men i Århus Kommune har man bestemt, at de herreløse cykler skal gøre gavn i Afrika.

"Vi har besluttet, at alle de cykler, der kan bruges, og som ikke ryger til skrot, fra i år skal til Afrika," siger Pablo Celis, der er cykelansvarlig i Trafik og Veje i Århus Kommune til Nyhedsbureauet Newspaq.

Det er projektet 'Cykler til Senegal', der nu får gavn af de århusianske cykler. 'Cykler til Senegal' indsamler bl.a. cykler, symaskiner og hospitalsudstyr til Senegal, Gambia og Guinea.

Århus Kommune fjerner godt 150 herreløse cykler om måneden, og efter sommerferien er der sat mærkater på 1.000 henslængte cykler, som vil blive fjernet, hvis de ikke er blevet brugt inden for en måned.

Ifølge Pablo Celis er problemet med cykelvrag i Århus stigende:

"Måske hænger det sammen med, at folk køber cykler billigt, og når de så bliver rustne og punkterer, så er det lige så nemt at lade dem stå, som at hente dem og få dem repareret," siger han.

Samme udvikling oplever man i København, hvor kommunen fjerner mellem 500 og 1.000 cykelvrag om måneden.

"Der er simpelthen alt for mange efterladte cykler. De er billige, og forsikringerne er dyre. Men jeg kan ikke forstå, at folk ikke passer bedre på deres cykler," siger driftsleder på Center for Renhold i Københavns Kommune, John Kristell til Newspaq.

De cykler, der ikke ryger på hittegodskontoret eller på politiauktion, ender deres dage hos en skrothandler i Sydhavnen.

Cykelvrag er også et stort problem for DSB, der hvert år fjerner tusindvis af cykler fra stationerne. Fra hovedbanegården i København fjernes hvert år ca. 3.500 cykler, mens 900 cykel-lig køres væk fra Nørreport Station og godt 300 fra Valby Station.

"Fire gange om året mærker vi de cykler op, der har stået der længe. Det er dem med knækkede eger, manglende styr eller bøjet hjul. Vi har en god fornemmelse af, hvilke cykler, der har stået der længe, og vi får kun enkelte klager fra folk, der er vrede over, at vi har fjernet deres cykel," siger regionschef på Sjælland, Torben Jørgen Nielsen til Newspaq.

Debat om artiklen:
For at kommentere skal du være logget på Facebook. Logges på via "Kommenter via...", genindlæs siden
NYHEDSBREV
 
Interesserer du dig for nyheder om job og arbejdsliv, så prøv Avisen.dk's nyhedsbrev!
separator
Du kan naturligvis altid framelde dig igen, og vi deler ikke din mail med andre.
Læs vores forretningsbetingelser.
© Copyright 2013, Avisen Aps
Avisen.dk er ikke ansvarlig for indhold fra eksterne Internet sites