Cykelstjerner efterlyser mere sikkerhed
Tony Martin og Marcel Kittel forslår en række ændringer, der skal gøre livet som cykelrytter knapt så farligt.
Marcel Kittel (til højre) vandt i sidste uge Tourens 4. etape. Nu efterlyser han mere sikkerhed.
Marcel Kittel (til højre) vandt i sidste uge Tourens 4. etape. Nu efterlyser han mere sikkerhed. Foto: Christophe Ena/AP


Flere tyske cykelstjerner med Tony Martin (Etixx-Quick Step) og Marcel Kittel (Etixx-Quick Step) i spidsen efterlyser mere sikkerhed.

Flere uheld kan helt undgås, og det er også muligt at minimere skaderne, når først uheldet er ude, lyder budskabet.

Blandt andet vil rytterne have fjernet motorcykler fra feltet og erstattet dem med scootere.

- Der er en stor forskel på, om der vælter 150 kilo i stedet for 300 kilo ned over dig, siger Tony Martin til avisen Bild.

I foråret døde den belgiske rytter Antoine Demoitie af sine kvæstelser efter et sammenstød med en motorcykel.

Tony Martin og de øvrige ryttere ønsker også, at Tour de France-arrangøren, ASO, og andre løbsarrangører helt forbyder motorcyklister at overhale rytterne. De skal i stedet køre væk fra ruten, når de vil forbi med kameraer og lignende.

Rytterne foreslår også, at der gøres noget ved de mange trafikheller på vejene, da de kan være svære at få øje på for rytterne. De øger faren for uheld.

Trafikhellerne skal synliggøres bedre med balloner, der skal hænge tre meter oppe i luften, så de kan ses på afstand.

Sprinteren Marcel Kittel går endnu længere. Han mener, at afslutningerne på typiske sprintetaper kun skal placeres på brede boulevarder uden trafikheller.

- Der er hele tiden trafikheller på den sidste kilometer af etaperne, siger Kittel om det igangværende Tour de France.

- Det er umuligt at sætte et sprint-tog op. Ingen af løbets fem-seks sprinterhold kan bruge toget før målstregen.

- Man bliver bange. Det ene øjeblik tror man, at man har en chance for at vinde, og det næste øjeblik ligger du inde i barrieren, og alt er forbi, siger sprinteren.

Tour de France-rytterne har hviledag mandag. Etapeløbet fortsætter tirsdag, når feltet skal ud på 197 kilometer fra Escaldes-Engordany til Revel.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.