Stephen Curry spillede igen hovedrollen, da de regerende mestre, Golden State Warriors, slog Houston Rockets 126-85 i tredje opgør af semifinaleserien i verdens bedste basketball-liga, NBA.
Han scorede således 35 point i kampen og præsterede blandt andet at score på syv forsøg i træk, inklusive to trepointsscoringer, i tredje periode.
Med sejren fører Golden State Warriors 2-1 i kampe i serien, hvor der spilles bedst af syv kampe.
Kevin Durant supplerede Stephen Curry med 25 point, mens holdkammeraten Draymond Green var stærk under kurven med hele 17 rebounds.
- I aften handlede det kun om forsvar og om at passe på bolden. Det var det hele. Når vi forsvarer på den måde og passer på bolden på den måde, så kører det som regel for os, siger Golden State Warriors' træner, Steve Kerr.
Houston Rockets kom ellers til Oakland med en stor portion selvtillid, efter at holdet havde slået Golden State 127-105 i kamp to i Houston onsdag.
Søndag aften lykkedes det dog Golden State at tæmme Houstons store stjerne James Harden, der blev holdt nede på 20 point.
Nederlaget på 41 point er det største i et slutspil i Houston Rockets' historie.
- Det var ikke nogen god kamp, og vi bliver nødt til at spille meget bedre på tirsdag. Vi har en kort hukommelse. Det er vi nødt til, siger Houston-træner Mike D'Antini.
/ritzau/