Curlingskipper om VM-finaleplads: Vi kan true Canada
Rasmus Stjerne er stolt efter at have sikret sig sin første VM-medalje. Men nu vil det danske hold have guld.


Det danske curlinglandshold for herrer sprudler af selvtillid efter lørdagens 9-3-triumf over USA, der sendte Danmark i sin første VM-finale.

Skipper Rasmus Stjerne og hans tropper har været så stærkt spillende ved VM, at danskerne nu tror på, at de kan give "uovervindelige" Canada kamp til stregen i søndagens slutkamp.

- Vi har haft en god uge, og bare at være nået frem til finalen er noget særligt. Det er vores første VM-medalje, så det bliver noget helt specielt.

- Som vi spillede i dag, har vi en chance for i det mindste at udfordre canadierne, siger Rasmus Stjerne i en pressemeddelelse fra Det Internationale Curlingforbund.

USA var chanceløs mod et sikkert og næsten fejlfrit spillende dansk hold, og efter ottende ende valgte amerikanerne at opgive.

Dermed stod det klart, at de danske curlingherrer for første gang nogensinde er i VM-finalen.

- Vi kom tidligt foran, men da vi vandt 3-0 i tredje ende, blev kampen meget ensidig.

- Den dobbelte takeout lige før pausen gjorde sagen klar. Vi går efter chancen mod Canada, men vi har koncentreret os om en sten ad gangen i denne turnering, og det er det, der har bragt os så langt, siger Rasmus Stjerne.

VM-finalen mellem Danmark og Canada begynder klokken 15 søndag.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.