Cult Energys tyske veteran vinder samlet i Luxembourg
Det danske cykelhold Cult Energy leverede årets største præstation i Tour de Luxembourg.
Linus Gerdemann sikrede fredag Team Cult Energy sæsonens første sejr.
Linus Gerdemann sikrede fredag Team Cult Energy sæsonens første sejr. Foto: VAN NORDE ERNST/POLFOTO


Den tyske cykelrytter Linus Gerdemann (Cult Energy) kan for anden gang i karrieren lade sig hylde som vinder af etapeløbet Tour de Luxembourg, efter at han søndag eftermiddag forsvarede førertrøjen på fjerde- og sidste etape.

Samtidig sørgede han for årets største triumf for danske Team Cult Energy, der har haft det svært, efter at holdet blev professionelt pro-kontinentalhold fra årsskiftet.

Gerdemann, der kørte Cults første sæsonsejr i hus, da han fredag vandt anden etape, gik ind til sidste etape med et forspring på otte sekunder ned til Marc de Maar (Roompot).

Og da de to rivaler blev noteret for samme tid på den 156 kilometer lange sidste etape til Luxembourg By, vinder tyskeren altså løbet.

- Jeg skylder hele holdet denne sejr, og jeg er beæret og stolt over det arbejde, mine holdkammerater gjorde for mig, siger Linus Gerdemann i en pressemeddelelse fra Cult Energy.

Cults sportsdirektør Michael Skelde er naturligvis også begejstret over den tiltrængte succes.

- Det er ingen hemmelighed, at vi har manglet en sejr i foråret efter at have været tæt på mange gange. Vi har hele tiden vidst, at Linus har et stort talent og er en fremragende rytter, siger Skelde.

Eneste lille minus for Cult-mandskabet var, at holdet efter sidste etape måtte overlade førstepladsen i holdkonkurrencen til Team Colombia, mens Cult endte som nummer fire.

Sidste etape blev vundet af Sean de Bie (Lotto-Soudal), mens danske Kristian Haugaard (Trek Development) sluttede på sjettepladsen.

Nu 32-årige Linus Gerdemann vandt også Tour de Luxembourg i 2011, mens han kørte for Leopard Trek-holdet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.