Cubanerne får sjældent glimt af fødselaren Fidel Castro
Fødselsdagshyldest af den nu 90 år gamle Fidel Castro rundes af med gallakoncert i Havana.
Fidel Castro er lørdagen igennem blevet hyldet i Cuba i anledning af sin 90-års-fødselsdag. Her er han afbildet på en plakat på en en husmur i Havana.
Fidel Castro er lørdagen igennem blevet hyldet i Cuba i anledning af sin 90-års-fødselsdag. Her er han afbildet på en plakat på en en husmur i Havana. Foto: Desmond Boylan/AP


Cubas revolutionshelt og tidligere mangeårige leder, Fidel Castro, har i anledning af sin 90-års-fødselsdag lørdag for en sjælden gang vist sig offentligt.

Det cubanske folk fik senest et glimt af den sygdomssvækkede Castro tilbage i april.

Festlighederne på Fidel Castros store dag rundes lørdag af med en gallakoncert i Karl Marx-teatret i hovedstaden Havana.

Begivenheden transmitteres af den statslige tv-station. Her ses Fidel Castro siddende sammen med sin bror og efterfølger som statsleder, Raul Castro. Desuden flankeres han af Venezuelas socialistiske præsident, Nicolas Maduro, skriver AFP.

At der er tale om en gallaforestilling, har ikke fået Fidel Castro til at finde det fine tøj frem. Tværtimod er han iført en hvid træningstrøje.

Da han forrige gang blev set offentligt, var det også i sportstøj.

Tilskuerne i det fyldte teater modtog ham med "Fidel"-råb og en over fem minutter lang klapsalve, skriver det russiske nyhedsbureau Tass.

Blandt gæsterne til koncerten er flere personer, som deltog i angrebet mod Moncada-kasernen i Santiago de Cuba.

Anført af Fidel og Raul angreb en gruppe på omkring 120 oprørere kasernen i 1953. Angrebet blev slået tilbage, og Castro-brødrene blev taget til fange. Men aktionen var starten på omvæltningen i Cuba.

Først godt fem år senere lykkedes det Fidel Castro at gennemføre revolutionen, da den USA-støttede diktator Fulgencio Batista blev drevet på flugt.

Allerede i de tidligere timer lørdag festede tusindvis af cubanere langs havnefronten Malecon i Havana i en hyldest til Fidel.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.