Cubanere flytter til USA som aldrig før efter forsoning
Besøg fra Barack Obama og Rolling Stones er ikke udelukkende godt for cubanerne, der må se ungdommen emigrere.
Havanas gader restaureres forud for Barack Obamas besøg senere på måneden.
Havanas gader restaureres forud for Barack Obamas besøg senere på måneden. Foto: Desmond Boylan/AP


Cubas forbedrede forhold til USA får især unge cubanere til at forlade landet. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Sidste år tog 43.000 cubanere turen med båden eller flyet til USA. Det er det største antal nogensinde.

Det efterlader mange af de ældre cubanere alene i landet, hvor gennemsnitsalderen er den hurtigst stigende i verden.

Under præsident Barack Obama har Cuba og USA genoptaget de diplomatiske forbindelser, der blev afbrudt i 1961.

Den amerikanske præsident vil desuden tage på et historisk besøg i Cuba mellem 20. og 22. marts. Og det britiske rockband Rolling Stones spiller i Havana 25. marts.

Det er afgørende for den cubanske udvandring, at Vesten ikke længere fremstår som cubanernes fjende.

- Forholdet har gjort, at det er blevet nemmere at udvandre. I dag er det primært de unge mellem 20 og 45 år, der udvandrer, siger Alina Alonso, demograf hos sundhedsforvaltningen i Florida, til AFP.

Hun forklarer, at cubanerne, der når til USA, ofte medbringer deres familie, men ikke de aldrende.

Det har blandt andet betydet, at i 12,6 procent af cubanske hjem bor der i dag kun én person - nemlig en pensionist.

Den gennemsnitlige cubanske pensionist får, hvad der svarer til ti dollar om måneden.

- Mine brødre er de eneste, jeg har tilbage her i landet, siger 93-årige Raimundo Aleman til AFP. Han har tre børn, der alle bor i USA.

Politiske flygtninge var årsagen til den første store udvandring fra Cuba mod USA efter Fidel Castros revolution omstyrtede diktatoren Fulgencio Batista i 1959.

Næsten 20 procent af Cubas befolkning er over 60 år gammel. Landets befolkning ældes med rekordfart og vil ifølge fremskrivninger være den ældste i Latinamerika i 2030.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.