Cuba-ekspert: Eksilcubanere kan hjælpe Cubas økonomi
Forbrødringen mellem USA og Cuba kan føre til, at ældre eksilcubanere vender hjem som pensionister.
Køen af cubanere, der står i visum-køen foran den amerikanske ambassade i Havana mandag, er lang.
Køen af cubanere, der står i visum-køen foran den amerikanske ambassade i Havana mandag, er lang. Foto: Ramon Espinosa/AP


Den store gruppe af eksilcubanere i USA kan på flere måder være med til at bidrage positivt til den cubanske økonomi, efter at forholdet mellem USA og Cuba er blødt så meget op, at der fra mandag er ambassader i Havana og Washington.

Det vurderer Jan Gustafsson, Cuba-ekspert og lektor ved Københavns Universitet.

- De seneste generationer af cubanske immigranter i Florida ser ikke sig selv som politiske eller ideologiske flygtninge. De har ikke noget imod at have en forbindelse til Cuba.

- De kan i større omfang få mulighed for at sende penge tilbage til Cuba, og dels kan de have en mere fri trafik frem og tilbage. Det vil have en positiv indflydelse på landets økonomi, siger Jan Gustafsson til Ritzau.

Han peger på, at ældre generationer af eksilcubanere, der har opsparet til en pæn pension i USA, og som førhen måske ville have overvejet at flytte til et billigere sted som Mexico, fremover har mulighed for at flytte tilbage til Cuba og nyde deres otium der.

Derudover vil den nyere cubanske middelklase i USA kunne bidrage med knowhow og kapital til cubanere, der fremover i højere grad ventes at få mulighed for at etablere deres egne virksomheder.

Selv om der blandt de omkring en million eksilcubanere i Florida er en gruppe, der er stærkt imod USA's forbrødring med Castro-styret, så tilhører de ifølge Jan Gustafsson en mindre gruppe.

Han kalder en formentlig fremtidig ophævelse af USA's embargo mod Cuba for altafgørende for landets økonomi.

- Især i den nuværende reformproces af Cubas økonomi har det ret stor betydning, at man kan handle direkte med USA, men også at man kan handle med firmaer, der har engagement i USA, og som tidligere ikke kunne handle med Cuba, fordi de selv kunne blive sanktioneret.

Flere amerikanske turister vil formentlig nu også søge mod Cuba, men Jan Gustafsson mener ikke, at man nødvendigvis skal forvente at se store McDonald's-skilte i Havana lige foreløbig.

- Der er folk, der er begyndt at gå rundt med tøj med amerikanske symboler på, men man skal ikke nødvendigvis forvente en amerikanisering af gadebilledet, siger han.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.