Cuadrado efter drømmescoring: Det er nok mit bedste mål
En drømmescoring fra Juan Cuadrado sikrede Juventus en 1-0-sejr over Lyon i Champions League.
Juan Cuadrado scorede et pragtmål, der gav Juventus tre point mod Lyon.
Juan Cuadrado scorede et pragtmål, der gav Juventus tre point mod Lyon. Foto: Jeff Pachoud/AFP


Juventus kunne tirsdag tage hjem fra Lyon med en smal 1-0-sejr efter et dramatisk opgør i Champions League.

Sejren kom i hus, da Juan Cuadrado hamrede bolden i mål til 1-0 et kvarter før tid på et tidspunkt, hvor Juventus var nede med en mand på grund af en udvisning.

Cuadrado modtog bolden fra Dani Alves i højre side og trak ind mod feltet.

Ypperligt diskede colombianeren op med nogle hurtige fodskift, hvorefter han trak forbi en Lyon-forsvarer og fra en spids vinkel bankede bolden i mål bag Lyon-keeper Anthony Lopes.

- Det er nok mit bedste mål. Jeg er glad, og jeg takker Gud. Det var også heldigt, må jeg indrømme.

- Det er altid svært at vinde en kamp, når man mister en mand mod et godt hold som Lyon.

- Men vi er et godt hold. Vi er som en familie, og det beviste vi i aften (tirsdag, red.). Vi ønsker at vinde gruppen, men vi er nødt til at fokusere på den hjemlige liga også, siger Juan Cuadrado ifølge uefa.com.

Juventus topper gruppe H med syv point ligesom Sevilla efter en dramatisk aften, der både bød på udvisning og et reddet straffespark.

Efter lidt over en halv time reddede Gianluigi Buffon Alexandre Lacazettes straffespark, og i anden halvleg måtte Mario Lemina se sig udvist med sit andet gule kort, efter han nedlagde Lyons Maxime Conalons.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.