Lederen af et af Frankrigs største partier og kandidat til præsidentposten Jean-Francois Copé har gjort sig voldsomt upopulær under et radioprogram.
Her afslørede han en total mangel på viden om, hvad en croissant, nærmere bestemt en chokoladecroissant, koster. Det skriver flere franske og internationale medier.
- Jeg aner det ikke. Men jeg tænker, at der nok er omkring 10-15 eurocent (0,75-1,1 kroner red.), svarede Jean-Francois Copé på spørgsmålet fra en lytter om, hvad en chokoladecroissant koster.
Den reelle pris, som alle kaffedrikkende, frankofile croissantelskere vil vide, er 10 til 20 kroner alt efter, hvor den bliver købt.
Jean-Francois Copé er leder af partiet Les Rèpublicans, der er arvtageren fra Nicolas Sarkozis mangeårige regeringsparti UMP. Les Rèpublicans er Frankrigs store centrumhøjreparti og har en god chance for at erobre præsidentposten.
Partilederens totalt manglende viden om, hvad en af franskmændenes yndlingsspiser koster, udløste med det samme en bølge af kritik og spot.
I landet, hvor Marie Antoinette ifølge legenden fortalte de sultende bønder, at hvis de ikke havde brød, kunne de jo spise kage, falder den slags ikke i god jord. Ikke mindst fordi Jean-Francois Copé er tidligere finansminister.
- Blev den sætning lige sagt? Går politikerne ikke engang til bageren selv længere, spurgte den franske tv-personlighed Christoph Beaugrand på det sociale medie twitter
Jean-Francois Copé forsøgte at afværge kritikken ved, ligeledes på Twitter, at skrive:
- Jeg tilstår, at jeg bliver nødt til at være meget opmærksom på, hvad jeg spiser, for at passe på min figur. Så jeg har ikke spist chokoladecroissanter længe.
Det affødte svaret fra den kendte komiker Rémi Gaillard:
- Du kan lige så godt tilstå, at du er skide ligeglad med det franske folks virkeligt liv.
/ritzau/