Countrystjerne underskylder upassende tweets
Sangeren Blake Shelton forklarer sig, efter at en række gamle tweets skabte postyr.
Blake Shelton danner par med sangerinden Gwen Stefani.
Blake Shelton danner par med sangerinden Gwen Stefani. Foto: Charles Sykes/Polfoto


En række af countrysangeren Blake Sheltons gamle tweets har set dagens lys, og det har skabt heftig debat på det sociale medie Twitter.

Flere har følt, at teksterne var upassende og stødende, og det får nu sangeren, der danner par med sangfuglen Gwen Stefani, til at undskylde og forklare meningen med de flere år gamle kommentarer.

- Alle ved, at comedy har været en stor del af min karriere, og alle har kunnet se det længe, skriver han i en meddelelse på Twitter ifølge mediet Rolling Stone.

- Når det er sagt, så ved alle, der kender mig, at jeg ikke tolererer nogen former for had. Kan min humor nogle gange være upassende og umoden? Ja. Hadefuld? Aldrig. Jeg undskylder til alle, der har følt sig stødt, fortsætter han.

Det er en anden Twitter-bruger, der har gravet de gamle tweets frem, der af nogle er blevet opfattet som racistiske og homofobiske og kvindefjendske, men det afviser hovedpersonen altså fuldkommen.

De gamle tweets er blevet slettet, men Rolling Stone nåede at finde et par eksempler.

- Jeg vil ønske, at fjolset i rummet ved siden af enten ville holde kæft eller lære engelsk, så jeg i det mindste vidste, hvad han planlægger at bombe, skrev Blake Shelton i 2011.

- Hvis du ikke har bemærket, at Richard Simmons (fitnessguru og skuespiller red.) er homoseksuel, så har du ikke bemærket Katy Perry's (sangerinde red.) bryster, skrev han desuden i 2009.

Den 40-årige sanger er meget aktiv på Twitter, og gennem tiden har han skrevet 9988 af de såkaldte tweets. Det ser ud til at have båret frugt for countrysangeren, der har knap 18 millioner følgere på det sociale medie.

Sidste år afslørede Blake Shelton og sangerinden Gwen Stefani, at de har fundet kærligheden i hinanden, efter at de to musikere, der begge er dommere i den amerikanske udgave af musikkonkurrencen "Voice", begge var blevet skilt fra deres tidligere partnere.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.