Cougar-Klum elsker sin unge filejs
Alder er kun et tal for den tidligere topmodel, der siden 2014 har dannet par med en 13 år yngre kunstkurator.
- Vi har en fantastisk kemi, vi har det sjovt sammen, og vi elsker hinanden, siger Heidi Klum om Vito Schnabel.
- Vi har en fantastisk kemi, vi har det sjovt sammen, og vi elsker hinanden, siger Heidi Klum om Vito Schnabel. Foto: Adrian Sanchez-gonzalez/AFP


Fødselsattesten er blot et tal.

Sådan forholder det sig for den forhenværende supermodel Heidi Klum, der siden 2014 har dannet par med den 13 år yngre kunstkurator Vito Schnabel.

- Det handler ikke om alder. Vi har en fantastisk kemi, vi har det sjovt sammen, og vi elsker hinanden, fastslår Klum over for mediet Ocean Drive.

Den 43-årige tyske topmodel og den 30-årige kunstkurator har mødt mange løftede øjenbryn, men spørgsmålet omkring aldersforskellen preller af på parret.

- Det er lige meget, hvad andre siger. Så længe man har det fantastisk sammen, når man lukker døren til sit hjem, er det eneste, der virkelig betyder noget, siger supermodellen.

Selv om Klum er den ældste i forholdet, lærer hun masser gennem sin yngre flamme.

- Jeg har altid elsket at male. Så det er fantastisk at være sammen med en, som er så dygtig til det. Vito er en fantastisk læremester, og nu ved jeg meget mere om moderne kunst og kultur, lyder det fra den langbenede lingerimodel.

Tidligere har Klum kvidret, at det var kærlighed ved første blik, da hun så sin Schnabel for første gang.

- Hvordan ved man, om det er den rette? Det er bare noget, man føler, når man ikke er i tvivl. Jeg kan ikke pege på noget bestemt - jeg faldt for hele pakken, jublede hun over for E! News i foråret.

- Jeg er meget forelsket, og mine øjne og mit hjerte banker kun for ham, sagde Victoria's Secret-stjernen.

Heidi Klum har datteren Helene på 12 år fra forholdet til Formel 1-manageren Flavio Briatore.

Pigen blev senere adopteret af Klums daværende mand, sangeren Seal, som hun efterfølgende fik tre biologiske børn med, 11-årige Henry, tiårige Johan og syvårige Lou.

I øvrigt er Klums kæreste søn af den 65-årige kunstner og filmskaber Julian Schnabel, som har den treårige søn Shooter Sandhed Schnabel med den 34-årige danske topmodel Lykke May.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.