Coster-Waldau bliver goodwill-ambassadør i FN
FN bruger store berømtheder til at sætte fokus på organisationens arbejde. Nu skal dansk skuespiller hjælpe.
Nikolaj Coster-Waldau bliver goodwill-ambassadør i FN, skriver DR Nyheder.
Nikolaj Coster-Waldau bliver goodwill-ambassadør i FN, skriver DR Nyheder. Foto: Phil Mccarten/Reuters


FN's korps af såkaldte goodwill-ambassadører har fået endnu et medlem.

Det nye medlem er skuespilleren Nikolaj Coster-Waldau, som ifølge DR Nyheder blevet udnævnt til goodwill-ambassadør for FN's udviklingsprogram.

Siden 1950'erne har FN brugt berømtheder, musikere og filmstjerner til at kaste lys på organisationens kerneområder og indsatser.

I udviklingsprogrammet skal Nikolaj Coster-Waldau hjælpe med at sætte fokus på FN's bæredygtige udviklingsmål, der også kaldes de globale mål.

Når ambassadørerne skal udvælges bliver der ifølge DR Nyheder kigget på, om deres navn kan bringe nytte, når der skal rejses penge og skabes opmærksomhed om en sag.

Og det er ikke kun i Danmark, at 46-årige Nikolaj Coster-Waldau er stor.

I USA er han blevet en stor stjerne, efter at han har spillet en bærende rolle i HBO-succesen Game of Thrones, der er en af tidens mest populære tv-serier.

- Jeg opfordrer alle rundt omkring i verden til at stille sig bag FN's udviklingsprograms mission om at sætte en stopper for fattigdom og ulighed, beskytte vores planet og ændre vores allesammens liv, udtaler Nikolaj Coster-Waldau i en pressemeddelelse ifølge DR Nyheder.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.