Corydon: Lavere løn til ministre skal fortsætte
Den midlertidige nedsættelse af ministres løn skal fortsætte, foreslår finansministeren.
Finansminister Bjarne Corydon meddeler, at lønnedgangen på fem procent for ministre bør fortsætte frem til 2019.
Finansminister Bjarne Corydon meddeler, at lønnedgangen på fem procent for ministre bør fortsætte frem til 2019. Foto: Stig Stasig/free


Den midlertidige nedsættelse af ministrenes løn på fem procent, der blev indført som led i dagpengereformen fra 2010, skal fortsætte frem til 2019.

Det foreslår finansminister Bjarne Corydon (S).

Finansministeren begrunder forslaget om en forlængelse med den såkaldte Vederlagskommissions arbejde.

Vederlagskommissionen skal komme med anbefalinger til aflønningen af politikere, fra borgmestre over folketingsmedlemmer til ministre.

Og da det står i kommissoriet for kommissionen, at den skal komme med sine anbefalinger, så eventuelle ændringer i lønningerne kan vedtages forud for det førstkommende valg, anbefaler finansministeren altså at forlænge lønnedgangen frem til 2019.

Det er identisk med det år, hvor det næste valg senest kan afholdes.

Vederlagskommissionen skal aflevere sine anbefalinger inden udgangen af i år.

Ritzau har spurgt kommissionens formand, Michael Christiansen, om, hvornår man forventer at have sat sidste punktum for arbejdet.

"Arbejdet forløber planmæssigt og vil være færdigt efter sommer", skriver han i en sms.

Vederlagskommissionen skal gennemtrawle alle elementer i politikernes løn, eksempelvis grundvederlaget, pensionerne og de såkaldte eftervederlag, som folketingspolitikerne har ret til i op til to år efter, at de har forladt Folketinget.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.