Fagforbundet Dansk Metals nye melding om at totalfrede ferie- og helligdage er hovedårsag til, at trepartsforhandlingerne nu aflyses.
Det siger finansminister Bjarne Corydon (S) fredag.
Han tilføjer, at regeringen ikke vil stoppe sine forsøg på at finde nye ressourcer til at skabe et stærkt samfund, og at han vil fortsætte en ansvarlig økonomisk politik.
- Vi har forpasset en mulighed i trepartsforhandlingerne, så det er klart, det bliver vanskeligere. Vi må kigge i andre retninger for at finde de fire milliarder kroner, siger finansministeren, der afviser at ville lovgive om at fjerne helligdage og feriefridage.
Han peger på, at hans regering ikke har flertal, og at en aftale kræver medvirken fra flere parter, hvad enten det er partier eller organisationer.
Bjarne Corydon mener ikke, at timingen er dårlig.
- Det er ikke et forkert tidspunkt, det var et nødvendigt tidspunkt, men også et vanskeligt tidspunkt. Der er ikke grundlag for at fortsætte forhandlingerne, når de væsentlige elementer er væk, siger finansministeren.
Regeringen havde satse på, at styrke velfærdssamfundet, blandt andet ved at lade de offentlige udgifter stige fra 0,6 til 0,8 procent årligt.
- Jeg havde gerne set en fælles aftale, der kunne have været til gavn for både økonomien, de ledige og finansieringen af den fælles velfærd.
- Det kunne ikke lade sig gøre. Regeringen vil nu fortsætte arbejdet i en række andre spor for at sikre vækst, beskæftigelse, og en holdbar offentlig økonomi, siger Bjarne Corydon.
Regeringens ungepakke er et af de elementer, der har været diskuteret i trepartsforhandlingerne. Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) fastslår, at det vil regeringen gøre noget ved.
- Regeringen er opsat på at hjælpe de mange unge, som hverken kan finde et arbejde eller komme i gang med en uddannelse, siger Vestager i en pressemeddelelse.