Cornelius slipper nådigt fra uheldigt fald
FCK ved endnu ikke, om den 21-årige angriber bliver klar til Europa League-kampen mod Torino.
Andreas Cornelius måtte lade sig udskifte et kvarter før tid, da han landede på nakken efter hovedstødsduel. (Janus Engel/POLFOTO)
Andreas Cornelius måtte lade sig udskifte et kvarter før tid, da han landede på nakken efter hovedstødsduel. (Janus Engel/POLFOTO) Foto: JANUS ENGEL/POLFOTO


FC Københavns angriber Andreas Cornelius faldt søndag aften uheldigt ned på hovedet efter en hovedstødsduel i topkampen mod FC Midtjylland i Telia Parken.

Angriberen blev skiftet ud efter hændelsen, der skete et kvarter før tid, og han blev sendt til røntgenundersøgelse og skanning.

Konklusionen er, at Andreas Cornelius er sluppet fra faldet uden mén, meddeler FCK på klubbens hjemmeside.

- De kommende dage vil nu vise, om han bliver klar til kampen mod Torino, skriver klubben.

FCK tager torsdag imod italienske Torino i den sidste kamp i Europa League-gruppespillet.

De danske vicemestre har ingen mulighed for at gå videre fra gruppen, så FCK tager næppe nogen chancer med Andreas Cornelius i årets sidste kamp.

FCK vandt kampen mod FC Midtjylland med 3-0 og overvintrer på andenpladsen i Superligaen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.