Coop-strejke: Sådan påvirker den dig
Coops lagermedarbejdere har nedlagt arbejdet, men hvad betyder det for dig?
Coop driver blandt andet kæden Irma.
Coop driver blandt andet kæden Irma. Foto: Brian Bergmann/Scanpix/arkiv


Medarbejder på tre af dagligvaregiganten Coops lagre har nedlagt arbejdet.

Men betyder det, at du kommer til at gå forgæves efter lørdagsbøffen i Coops butikker?

Fra dagligvaregiganten forlyder det, at varerne nogle steder vil komme ud med nogle timers forsinkelse. I andre butikker vil varer, der skulle ende på butikshylderne fredag først være fremme lørdag. 

- Der er forsinkelser og lidt tomme hylder i nogen butikker. Kød, frugt og grønt kommer lidt senere af sted i dag. Der vil nok være lidt eftervirkninger i morgen også, siger Jens Juul Nielsen til TV 2.

Coop har indkaldt et nødberedskab, der skal pakke varerne i stedet for de sædvanlige lagermedarbejdere.

- Vi har indkaldt medarbejdere fra hovedkontoret og butikkerne. Men det går lidt langsommere, og det betyder, der er forsinkelser. Men varerne skal nok komme ud i løbet af weekenden, siger Jens Juul Nielsen til BT.

Utilfredse med påtale

Strejken begyndte torsdag på Coops hovedlager i Albertslund og bredte sig i løbet af natten til fredag til ferskvarelageret i Hasselager ved Aarhus og til nonfood-lageret i Odense. i Hasselager har medarbejderne dog optaget arbejdet igen fredag morgen.

Medarbejdernes utilfredshed skyldes, at to medabejdere har fået en påtale fra ledelsen. Jens Juul Nielsen vil ikke kommentere på, hvad påtalen går ud på. Han forventer, at medarbejderne vil genoptage arbejdet fredag.

Coop driver butikskæderne Kvickly, Fakta, Superbrugsen, Daglibrugsen og Irma.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.