Jo, den er god nok. Coop klokkede i det, da kæden lancerede dets nye bake off-koncept i Fakta-butikkerne og kaldte det "Brød og Co".
Det har kæden erkendt, sagt undskyld og indgået et forlig og en aftale med bagerforretningen Brød & Co på Nørregade i Vejle centrum.
Forretningen fik i følge Vejle Amts Folkeblad en kompensation på 25.000 kroner og lovning på, at Fakta skulle fjerne alle skilte med navnet 'Brød og co' fra butikkerne i løbet af tre uger.
Men det er ikke sket, skriver Brød & Co på Facebook.
- Min mor bruger ofte ordet uartigt, hvilket i dette tilfælde betegner situationen meget godt, skriver medindehaver af Brød & Co, Simon Clemens på bagerforretningens Facebook-profil.
Han er på godt gammeldags dansk sur. Aftalen med Coop, og dermed Fakta, kom i hus med en advokats mellemkomst. Men aftalen er ikke overholdt.
- Dette er ikke sket endnu, og når vi har forsøgt at få en deadline ud af dem, kan de ikke komme med nogen, skriver Simon Clemens.
Informationsdirektør i Coop, Jens Juel Nielsen, siger til BT, at forsinkelsen er sket, fordi der skal håndværkere ud til hver enkel butik for at pille skiltene ned.
Han afviser overfor BT, at der kommer endnu en erstatningssag ud af det her.
- Vi har været meget flinke ved dem i første omgang. Vi er i gang med at pille skiltene ned, og vi gør det så hurtigt som muligt - det er nogle ganske få butikker, der stadig har skiltene med 'Brød og co' hængende, siger Jens Juel Nielsen til avisen.