Contador roser Astana-vinder trods ufin manøvre
Astana-holdet angreb, da Alberto Contador fik defekt. Alligevel kørte Contador sig tættere på Giro-triumf.
Alberto Contador kørte sig tættere på den samlede sejr i Giroen trods udfordringer undervejs.
Alberto Contador kørte sig tættere på den samlede sejr i Giroen trods udfordringer undervejs. Foto: Claudio Peri/AP


Både Tinkoff-Saxo og Astana-holdet havde noget at glæde sig over efter tirsdagens 16. etape i Giro d'Italia.

Førstnævntes spanske stjerne Alberto Contador brugte den hårde bjergetape til at køre sig nærmere den samlede triumf, mens Astana nappede den anden etapetriumf i træk ved Mikel Landa.

Astanas Fabio Aru, der lå nummer to i den samlede stilling inden etapen, gik derimod ned, så Contador øgede sit forspring til fire minutter og to sekunder til andenpladsen, som Landa overtog.

Derfor havde Contador overskud til at rose den vindende landsmand.

- Til Mikel Landa kan jeg kun sige: Hatten af. Det er etaper som denne, folk husker, siger Contador, der blev sat af Landa på den sidste stigning.

Contador kunne ellers tillade sig at være mopset på Astana. På den næstsidste stigning fik han en defekt, som Astana udnyttede til at sætte yderligere fart på favoritfeltet.

Den slags er ikke velanset i feltet, og Landa indrømmede, at metoden var ufin.

- Vi så, at Alberto havde problemer, og Katusha gav den fuld gas, så vi samarbejdede med dem. Vi ville udnytte det til at gøre det svært for ham. Det er ikke det mest fair, men sådan er sport, siger Landa.

Contador lukkede siden hullet til konkurrenterne og gik i udbrud med Landa, mens Aru faldt helt sammen.

- Jeg havde en punktering på stigningen, Ivan Basso gav mig et hjul, men fremme kørte de med fuld fart, og det var umuligt at lukke hullet med det samme. Det var hårdt for mig, men jeg er tilfreds med tidsforskellen nu, siger Contador.

Løbet slutter på søndag. Inden da møder rytterne bjergudfordringer på tre af de sidste fem etaper.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.