Contador om Giro-angreb: Kørte på instinkt
Den spanske cykelrytter havde en hård dag i Giroen, men han angreb alligevel konkurrenterne på 11. etape.
Alberto Contador angreb konkurrenterne på 11. etape i Giroen.
Alberto Contador angreb konkurrenterne på 11. etape i Giroen. Foto: Claudio Peri/AP


Alberto Contador fik testet sine formodet værste konkurrenter på onsdagens 11. etape i cykelløbet Giro d'Italia, men løbets førende rytter tog ikke tid fra dem.

Den spanske Tinkoff-Saxo-rytter er alligevel tilfreds med udfaldet af etapen.

- Terrænet var ikke ideelt til at angribe, men nogle gange bliver man nødt til at køre på sit instinkt. Det handler om, hvorvidt man har det godt eller ej, siger Alberto Contador ifølge nyhedsbureauet AFP.

Spanieren fik undervejs sat både nummer to samlet, italieneren Fabio Aru (Astana), og australieren Richie Porte (Sky), men begge ryttere kom tilbage og undgik tidstab.

- I dag var meget hård, meget hårdere end i går, selvom etapen var 50 kilometer kortere, siger Alberto Contador.

Tinkoff-Saxo-kaptajnen mærker dog fortsat fremgang, efter at han torsdag i sidste uge kom ud for et styrt og rev sin ene skulder af led i Giroens første uge.

- Jeg får det bedre for hver dag, der går, og sårene på mine ben har det bedre, siger Alberto Contador.

I den samlede stilling fører han fortsat med tre sekunder ned til Fabio Aru. Richie Porte er hele 3,09 minutter efter Contador.

På tirsdagens etape mistede australieren først 47 sekunder efter en punktering, og senere blev Porte idømt en tidsstraf på to minutter for at have lånt et hjul af en rytter fra et andet hold.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.