Contador i asfalten - Richie Porte holder føringen
Alberto Contador var i asfalten kort før mål på lørdagens sjette etape af Catalonien Rundt.
Alberto Contador er syv sekunder efter førstepladsen i Catalonien Rundts klassement.
Alberto Contador er syv sekunder efter førstepladsen i Catalonien Rundts klassement. Foto: Laurent Cipriani/AP


Australieren Richie Porte er på vej mod den samlede sejr i cykelløbet Catalonien Rundt, der afsluttes søndag.

Lørdag lykkedes det nemlig ikke for hverken Alberto Contador eller Domenico Pozzovivo at indhente de henholdsvis syv og fem sekunder, der adskiller de tre ryttere i toppen af klassementet.

Kort før mål var Tinkoff-Saxos Contador tilmed i asfalten, men fordi det skete inden for de sidste tre kilometer, straffes spanieren ikke tidsmæssigt.

Heller ingen af de to andre førende ryttere spillede en stor rolle i lørdagens etape, der blev vundet af russeren Sergei Chernetski, der kører for Team Katusha.

Russeren klemte sig akkurat ind foran Julian Alaphilippe, da der skulle sprintes om sejren i en mindre gruppe, der havde opnået et hul til feltet.

Etapen var præget af flere udbrud, og 19 ryttere kom i mål før feltet, der var et minut og 50 sekunder efter i Port Aventura.

Syvende og sidste etape af Catalonien Rundt køres søndag med mål i Barcelona.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.