Contador-chef: Måske skal han fokusere på podiet
Sportsdirektør Sean Yates er langt fra tilfreds med udviklingen på 10. etape, hvor Contador tabte minutter.
Alberto Contador (i midten) skal måske hellere sigte efter podiet i stedet for sejren i årets Tour de France, siger sportsdirektør Sean Yates.
Alberto Contador (i midten) skal måske hellere sigte efter podiet i stedet for sejren i årets Tour de France, siger sportsdirektør Sean Yates. Foto: Laurent Cipriani/AP


Der er forbløffelse i Tinkoff-Saxo-lejren, efter at Alberto Contador smed næsten tre minutter til Chris Froome på første bjergetape i Tour de France.

Den elendige præstation af den spanske kaptajn får sportsdirektør Sean Yates til at spekulere på, om Contador i første omgang skal sænke ambitionerne en smule.

- Måske kan han ikke vinde i år. Måske skal han i stedet fokusere på at komme på podiet. Froome kan få en dårlig dag eller to. Vi afskriver ikke os selv, men vores position er langt fra ideel, erkender Sean Yates.

Hvis Alberto Contador skal tilbage i kampen om Tour de France-sejren, er han nu tvunget til at overraske Froome, der har hjælp af et meget stærkt Sky-mandskab.

- Ja, det er han. Men normalt er der ikke så meget tid, han skal indhente. Tidstabet er betragteligt, og det gør det meget sværere for os, siger Sean Yates.

Alberto Contador er faldet en plads i den samlede stilling efter tirsdagens etape.

Spanieren er nu nummer seks. Han er godt fire minutter efter førende Froome.

- Vi er selvfølgelig slet ikke glade for det, der skete på denne etape. Men løbet er ikke overstået, og vi tager ikke hjem i morgen, siger Sean Yates.

Onsdagens etape byder på en mindre ekstrem afslutning. Men undervejs skal rytterne blandt andet forcere Col du Tourmalet, der er uden for kategori.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.