Colombia ser frem mod svære forhandlinger med oprørsgruppe
Den colombianske regering indleder torsdag forhandlinger om fred med Den Nationale Befrielseshær, ELN.


Colombias regering håber på at lukke endnu en front i en årtier lang kamp mod oprørsgrupper i det store sydamerikanske land.

Torsdag begynder regeringen efter planen de første fredsmøder med landets næststørste oprørsgruppe, Den Nationale Befrielseshær (ELN).

Men der er udfordringer, før processen bliver indledt.

Den seneste måned har både ELN og regeringen truet med at udskyde forhandlingerne.

Regeringen insisterer på, at ELN frigiver alle sine gidsler, før forhandlingerne kan finde sted. Men ELN har beholdt det tidligere kongresmedlem Odin Sanchez som gidsel.

Analytiker Camilo Echandia fra Universidad Externado de Colombia siger, at ELN tøver i forhandlingerne. Også selv om det ville vise en vilje til fred, hvis gruppen løslod Sanchez.

- Det er den store forskel på ELN og Farc (landets største oprørsgruppe, red.). De her forhandlinger bliver meget komplicerede, siger han.

Ifølge Colombias Analysecenter for Konflikt (Cerac) er ELN blevet stærkere de seneste år.

- Guerillagruppen ELN kommer styrkede ind i forhandlingerne med regeringen. Over de seneste tre år har gruppen øget sit niveau af vold, skrev Cerac i en rapport i september.

Ligesom den fire gange større gruppe Farc kæmpede ELN oprindeligt for jordreformer og social retfærdighed.

ELN er i dag mere kendt for gidseltagninger, drab og organiseret kriminalitet.

En aftale mellem regeringen og oprørerne fra ELN var oprindeligt ment som en ekstra gevinst, efter at regeringen havde forhandlet en fredsaftale hjem med Farc.

Men vælgerne i Colombia forkastede fredsaftalen mellem Farc og regeringen 2. oktober.

Præsident Juan Manuel Santos blev i begyndelsen af oktober belønnet med Nobels fredspris for sit arbejde med aftalen med Farc.

Hans regering skal forhandle med ELN i den ecuadorianske hovedstad, Quito.

ELN blev dannet i 1965. Gruppen havde på sit højeste omkring 2500 medlemmer.

I dag tæller ELN omkring 1500 oprørere.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.