Colombia nupper Copa America-bronze for næsen af USA
Både USA og Colombia måtte i bronzekampens døende minutter spille med ti mand.


De amerikanske værter ved årets Copa America gik natten til søndag dansk tid glip af en medalje, da Colombia sikrede sig bronze med en 1-0-sejr.

Målet kom efter 31 minutter, da Carlos Bacca sikkert plantede bolden i netmaskerne bag Tim Howard.

Sejrsmålet var udbyttet af et skarpt og veleksekveret angreb, hvor det amerikanske forsvar blev udspillet. I alt fire colombianere var involveret i den hurtige offensiv.

USA svarede igen med flere angreb i første halvlegs sidste kvarter, men det lykkedes ikke amerikanerne at komme på måltavlen inden pausen.

Og det ændrede sig ikke i anden halvleg.

En række flotte redninger af David Ospina i Colombias mål og manglende træfsikkerhed fra de amerikanske fodboldstøvler sendte bronzemedaljerne om Colombias hals.

Fem minutters tillægstid udviklede sig dog til et dramatisk punktum for kampen, da både USA's Michael Orozco og Colombias Santiago Arias blev sendt af banen efter røde kort.

Dermed sluttede amerikanerne Copa America på samme vis, som de lagde ud - med nederlag til Colombia.

- Vi havde gode chancer og spillede godt. Der er ikke rigtig nogen undskyldninger, siger målmand Tim Howard i et interview efter kampen ifølge Reuters.

Tredjepladsen ved dette års turnering er den bedste placering for Colombia, siden landet vandt Copa America i 2001.

Finalen bliver spillet søndag. Her møder favoritterne fra Argentina de forsvarende mestre fra Chile.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.