Colin Todd vil have Randers op i et højere gear
Selv om Randers FC vandt sikkert over Sant Julia, så var det ikke nok til at tilfredsstille træner Colin Todd.
Randers-træner Colin Todd var langt fra tilfreds, selv om Randers er videre til anden kvalifikationsrunde i Europa League.
Randers-træner Colin Todd var langt fra tilfreds, selv om Randers er videre til anden kvalifikationsrunde i Europa League. Foto: BONNERUP CLAUS/free


Randers FC-træner Colin Todd var tilfreds med det videre avancement i Europa League-kvalifikationen efter torsdagens 3-0-sejr i Viborg over UE Sant Julia fra Andorra.

Men Colin Todd er også klar over, at der skal ske forbedringer, hvis Randers skal besejre svenske Elfsborg i næste kvalifikationsrunde, hvor første opgør allerede spilles på torsdag i Randers.

- Opgøret var i flere perioder meget frustrerende, og spillet flød ikke for os. Vi spillede alt for langsomt.

- Et hurtigt mål ville sikkert have hjulpet, og det havde vi chancen for med et tidligt straffespark. Men det blev misbrugt, og det gjorde ikke kampen nemmere, siger Colin Todd til klubbens hjemmeside.

Det var den svenske U21-landsholdsspiller og nyslåede europamester Mikael Ishak, som brændte, men han scorede senere til slutresultatet 3-0.

- Da vi omsider fik scoret, blev det desværre ikke meget bedre, og så kunne de sågar have udlignet i starten af anden halvleg. Det var skuffende.

- Når det er sagt, var der også positive momenter, og der er bestemt noget at bygge videre på.

- Vi skal op i et højere gear, og det ved jeg, at vi kommer allerede på torsdag mod Elfsborg, lyder det fra Colin Todd.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.