Colin Todd efterlyser modigere spillere
Colin Todd var ikke tilfreds med sine spillere i mandagens 0-3-nederlag i Silkeborg.
Colin Todd efterlyser vilje og mod hos sine spillere efter endnu et nederlag. (arkivfoto).
Colin Todd efterlyser vilje og mod hos sine spillere efter endnu et nederlag. (arkivfoto). Foto: Claus Fisker/Scanpix


Hvis Esbjerg skal gøre sig forhåbninger om at kravle væk fra sidstepladsen i Alka Superligaen, skal holdet også til at levere på udebane, hvor det kun er blevet til et enkelt point i ni udekampe.

Det seneste udebanenederlag kom mandag i Silkeborg, hvor hjemmeholdet vandt 3-0. Cheftræner for Esbjerg, Colin Todd, stiller derfor spørgsmålstegn ved sit holds mod og vilje i udekampene.

- På udebane er vi ikke gode nok. Vi har kun fået ét point på udebane. Det stiller spørgsmål ved, om vi er modige nok, siger Colin Todd til TV3 Sport.

- Vi har stadigvæk point at kæmpe for, men vi skal vise stolthed for at spille i den her trøje. Vi har også nogle spillere, der snakker om at forlade klubben, men de skal vise vilje til at ville spille her indtil da, siger Colin Todd.

I mandagens nederlag kom hans mandskab skidt fra start, da Silkeborg allerede efter fire minutter kom foran 1-0. Siden blev føringen fordoblet, og de to mål irriterer Colin Todd.

- Starten i en fodboldkamp er vigtig, og vi havde talt om de første 20 minutter. De fik det første mål, som vi burde have forhindret.

- Vi kan analysere deres mål og se, at deres andet mål var efter et unødvendigt frispark. Det blev bedre for os senere i kampen, men de lukkede kampen med målet til 3-0, siger Colin Todd.

Esbjerg kom til kampen med en 3-0-sejr over AaB fra seneste runde, men holdet formåede ikke at tage de gode takter fra den kamp med, siger Victor Palsson, der bar anførerbindet for Esbjerg mandag aften.

- Det har været en op og ned sæson. Vi fik en sejr over AaB, og det gav os noget tro, men vi kom ned på det niveau, vi har været på før, siger islændingen til TV3 Sport.

- Vi føler os lidt slået tilbage. Det var ikke en præstation, som var godkendt. Absolut ikke. Silkeborg var bedre til alt i dag, siger Palsson.

Esbjerg er et point efter Viborg og tre point efter OB i bunden af Superligaen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.