CNN: Stor politiaktion udspiller sig i San Bernardino
Politiet har styr på foreløbig to gerningsmænd i den californiske by efter skudveksling.
Politiet i byen San Bernardino har omringet en bil og dræbt to personer i bilen, oplyser en talsmand for politiet på et pressemøde.
Politiet i byen San Bernardino har omringet en bil og dræbt to personer i bilen, oplyser en talsmand for politiet på et pressemøde. Foto: Doug Saunders/AP


Billeder fra tv-stationen CNN viser, at politiet i den amerikanske by San Bernardino i Californien, hvor en skudepisode onsdag har kostet mindst 14 mennesker livet, har stoppet og omringet en sort bil efter en biljagt i høj hastighed.

Det er ubekræftet fra officielt hold, om biljagten og den igangværende politiaktion er forbundet til skyderiet.

Vicki Cervantes fra San Bernardino Politi oplyser, at én formodet gerningsmand "er nede" som følge af politiaktionen, samt at en formodet gerningsmand "bliver håndteret". Hvorvidt den ene gerningsmand er død, kan hun ikke bekræfte.

Hun kan heller ikke sige, om der er en tredje gerningsmand på fri fod eller ej.

Ifølge Cervantes blev der udvekslet skud mellem politiet og den formodede gerningsmand, der "er nede" efter politiaktionen.

En betjent er angiveligt blevet såret i forbindelse med biljagten, men det ikke er alvorligt, og han er nu under behandling på et lokalt hospital.

På tv-billederne fra stedet, hvor biljagten endte, kan man se, at bilen er blevet ramt af adskillige skud. Imens bevæger aktionsstyrker fra politiet sig rundt i kvarteret for at omringe bilen.

CNN's journalist på stedet citerer betjente på stedet for at sige, at stedet er et aktivt gerningssted.

På tv-billeder fra stedet kan man se pansrede køretøjer køre rundt i nabolaget, mens politiet går dør-til-dør i en eftersøgning af en potentiel tredje gerningsmand.

På det sociale medie Twitter opfordrer politiet borgere i området til at holde sig indenfor.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.