CNN: Jihadister i belgisk netværk ville angribe fodbold-EM
Abrini, som blev anholdt i sidste uge, har ifølge CNN fortalt politiet, at terrornetværk ville slå til mod EM.
EM i fodbold afholdes i Frankrig i juni og juli. Flere internationale terrorforskere tvivler på forklaringen om, at en terrorcelle havde planlagt at angribe arrangementet.
EM i fodbold afholdes i Frankrig i juni og juli. Flere internationale terrorforskere tvivler på forklaringen om, at en terrorcelle havde planlagt at angribe arrangementet. Foto: Natacha Pisarenko/AP


En terrorcelle, som stod bag blodige angreb i Paris i november og Bruxelles i marts, havde planer om at udføre angreb mod fodbold-EM til sommer, skriver flere medier.

Ifølge CNN har en af de anholdte efter angrebene, 31-årige Mohamed Abrini, angiveligt fortalt efterforskere om EM-planerne.

Oplysningen kommer fra en kilde "tæt på efterforskningen", skriver det amerikanske medie.

Den franske avis Libération skrev allerede søndag, at Abrini efter redaktionens oplysninger havde fortalt om angrebsplanerne mod fodbold-EM.

Der var imidlertid ingen kilder, der bekræftede den opsigtsvækkende nyhed. En fransk polititalsmand sagde til avisen, at det ikke kunne betragtes som overraskende, hvis det var tilfældet.

Politiet arbejder i øjeblikket på at bekræfte, om påstanden fra Abrini er sand. Det siger den anonyme politikilde til CNN.

Imidlertid forklarer flere terrorforskere ifølge det norske nyhedsbureau NTB, at de tvivler på de forklaringer, Abrini har givet til politiet.

- Det kan meget vel være, at ekstremister siger ting, som ikke er sande, for at vildlede efterforskerne og beskytte deres egne, siger terrorforsker ved King's College i London Hans Brun til Aftonbladet.

Også den belgiske historiker og jihadistekspert Pieter Van Ostaeyen er skeptisk omkring Abrinis påstande.

- Jeg har fulgt bevægelsen (Islamisk Stat (IS), red.) i mange år, og jeg tror ikke, at det er rigtigt, siger han til den belgiske netavis Het Laatste Nieuws.

- Det er kun en mavefornemmelse, men jeg kan ikke forestille mig, at nogen med så højtstående en position vil fortælle, hvad der er sket, siger han.

EM i fodbold afholdes i Frankrig i juni og juli.

Abrini er blevet kendt som "manden med hatten" efter at være blevet set på overvågningsbilleder fra lufthavnen i Bruxelles kort inden bombeangrebet 22. marts.

Politiet har også fundet en computer, som blev brugt af to af jihadisterne fra angrebet i Bruxelles, i en affaldscontainer nær det sted, hvor netværket holdt til.

Af dokumenter på computeren fremgår det, at også forretnings- og kontorkvarteret La Defense i det vestlige Paris var udset som muligt mål for angreb.

Mohamed Abrini blev anholdt i Belgien før weekenden.

Abrini har været på listen over Europas mest eftersøgte, siden han blev set på et overvågningskamera sammen med Salah Abdeslam, som også er anholdt, to dage inden angrebene i den franske hovedstad sidste år.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.