Hollywoods gyldne stjernepar skuespilleren George Clooney og menneskerettighedsadvokaten Amal Clooney er blevet forældre til parrets første børn.
Det bekræfter parrets repræsentant over for People.
- Denne morgen har Amal og George budt Ella og Alexander velkommen ind i deres liv. Ella, Alexander og Amal er sunde, glade og har det godt, lyder det i en erklæring.
Det er en lille pige og en lille dreng, som Amal Clooney har født, men allerede tidligt i graviditeten vidste parret, at de ville få en af hver.
I et interview med det amerikanske medie Radar, fortalte George Clooneys mor, Nina Warren, nemlig i februar, at hendes søn og svigerdatter ventede tvillinger, og at der var tale om en af hvert køn.
Stjerneparret bekræftede, at de ventede tvillinger, efter at kollegaen og kammeraten Matt Damon i et interview var kommet til at afsløre, at den prisvindende skuespiller skulle være far.
- Vi er så glade og virkelig spændte. Det bliver et eventyr. Vi har mere eller mindre omfavnet det hele med åbne arme, fortalte George Clooney efterfølgende til det franske tv-program Rencontrés de Cinema.
/ritzau/FOKUS