Den amerikanske storcharmør og verdensstjerne George Clooney er kendt for at engagere sig i samfundsdebatten.
Og den meget internationale opmærksomhed på Danmarks flygtningepolitik er ikke gået hans næse forbi.
I et interview med TV 2 under den internationale filmfestivallen i Berlin kritiserer skuespilleren den danske asyllov, der populært er blevet kaldt smykkeloven.
- Jeg bryder mig ikke om at tage folks ejendele for at betale for flygtningekrisen, siger George Clooney til TV 2, og fortsætter:
- De er ofre. Det er ikke sådan, at de tager til Danmark for at forsøde deres tilværelse. De prøver at undslippe døden, siger han.
Det er dog ikke kun Danmark, der får på puklen. George Clooney har heller ikke meget til overs for sit eget hjemland position. Han mener USA forsømmer at yde en indsats for at bedre flygtningesituationen.
George Clooney benyttede fredag besøget i Berlin til at mødes med den Tyske kansler Angela Merkel for at diskutere flygtningekrisen.