Clinton vinder Missouri med meget lille margin til Sanders
Efter flere dages usikkerhed er det nu slået fast, at Clinton tager sejren efter tæt primærvalg i delstaten.
Vælgerne i Missouri var delte, da det kom til valget mellem Clinton og Sanders.
Vælgerne i Missouri var delte, da det kom til valget mellem Clinton og Sanders. Foto: James Foster/AP


Demokraternes favorit ved de igangværende amerikanske primærvalg, Hillary Clinton, vandt tirsdag delstaten Missouri med sølle 1531 stemmer ned til sin modkandidat, Bernie Sanders.

Det oplyser AP ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Det viser den endelige optælling af stemmerne i delstaten, hvor Clinton af flere medier blev udpeget som vinder, men hvor det i virkeligheden var så tæt, at der en overgang var tale om, at der skulle en omtælling til.

Men Bernie Sanders har i et interview sagt, at han "ville foretrække at spare indbyggerne i Missouri for nogle penge", fordi vinderen alligevel kun ville skaffe sig to ekstra delegerede i forhold til sin modstander på grund af valgreglerne.

Der skal 2383 delegerede til at vinde Demokraternes primærvalg. Derfor ville en sejr efter omtælling til Bernie Sanders mestendels have været symbolsk.

Forskellen på blot 1531 stemmer skal ses i lyset af, at over 610.000 personer deltog i primærvalget i Missouri hos Demokraterne.

Clinton vandt tirsdag alle fem delstater, hvor der blev holdt primærvalg. Dermed har hun sikret sig 1139 delegerede mod Sanders' 825 ifølge The New York Times.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.