Clinton vil offentliggøre sine e-mails
Den mulige præsidentkandidat vil fremlægge sine e-mails, efter udvalg bad om at se mails om Benghazi-angreb.
Clinton sad fire år som udenrigsminister uden at have tilknyttet en e-mailkonto fra regeringen.
Clinton sad fire år som udenrigsminister uden at have tilknyttet en e-mailkonto fra regeringen. Foto: Susan Walsh/AP


Hillary Clinton brød torsdag sin tavshed efter flere dages kritik af, at hun i sin tid som USA's udenrigsminister har brugt sin private e-mailkonto i sit arbejde.

Den demokratiske toppolitiker siger, at hun vil bede udenrigsministeriet om at offentliggøre sin elektroniske korrespondance.

- Jeg ønsker, at offentligheden skal se min e-mail, skriver Clinton på Twitter.

Hun tilføjer, at udenrigsministeriet skal gennemgå de mange e-mails, men at ministeriet har meddelt, at det vil ske hurtigst muligt.

En embedsmand siger dog torsdag til nyhedsbureauet Reuters, at "gennemgangen ventes at tage adskillige måneder på grund af mængden".

Et udvalg, der er ved at granske angrebet på USA's diplomatiske repræsentation i Benghazi i Libyen i september 2012, har bedt om at se al Clintons korrespondance, der har med angrebet at gøre.

Republikanerne har tidligere kritiseret Clintons handlinger og udtalelser om Benghazi-angrebet, der kostede den amerikanske ambassadør i Libyen Chris Stevens og tre andre livet.

Republikanerne mener ikke, at Hillary Clinton gjorde nok som udenrigsminister for at sørge for amerikanske repræsentanters sikkerhed i Libyen.

Den republikanske formand for det udvalg, der undersøger angrebet i Benghazi, Trey Gowdy, siger, at udvalget vil have alle dokumenter inden for to uger eller "en virkelig god forklaring på", hvorfor han ikke har fået dem.

Clinton sad fire år som udenrigsminister uden at have benyttet en e-mailkonto fra regeringen.

Nu får hun kritik af, at hendes embedsmænd intet gjorde for at gemme hendes personlige e-mails på ministeriets servere, som det kræves ifølge Federal Records Act.

Først for to måneder siden gennemgik Clintons rådgivere titusindvis af sider af den tidligere ministers e-mails for at udlevere dem til udenrigsministeriet som følge af en indsats for at leve op til gængs bogføringspraksis.

Alt i alt blev 55.000 sider afleveret til udenrigsministeriet, som Clinton forlod i 2013.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.