Clinton takker nej til tv-debat mod rival Bernie Sanders
Fox News ville gerne lægge skærm til debat mellem Demokraternes præsidentkandidater, men Clinton afviser.
Hillary Clinton vil hellere bruge sin tid på egne arrangementer og at møde vælgerne end at deltage i tv-debat med rival Bernie Sanders. Arkivfoto
Hillary Clinton vil hellere bruge sin tid på egne arrangementer og at møde vælgerne end at deltage i tv-debat med rival Bernie Sanders. Arkivfoto Foto: Ted S. Warren/AP


Hillary Clinton, der er frontløber i kapløbet om at blive Demokraternes præsidentkandidat ved valget i november, gider ikke at duellere på ord i en tv-debat med sin eneste tilbageværende rival, Bernie Sanders.

Tv-kanalen Fox News har inviteret Clinton til en debat i delstaten Californien, hvor den næste store primærvalg-dyst skal stå. Men den tidligere førstedame og udenrigsminister i USA kan bruge sin tid bedre, lyder det fra hendes kampagnestab.

- Vi mener, at Hillary Clintons tid er bedst brugt ved kampagnearrangementer og ved at møde vælgerne i Californien ansigt til ansigt i forberedelserne til valgkampen, der skal sikre, at Det Hvide Hus bliver på Demokraternes hænder, lyder det fra Clintons lejr.

Bernie Sanders, der kæmper en stædig kamp mod sin partifælle i kampen om at blive Demokraternes kandidat, havde allerede takket ja til tilbuddet om en ny tv-debat.

Han ærgrer sig over, at de to ikke skal mødes på direkte tv.

- Jeg er skuffet, men jeg er ikke overrasket over Clintons uvilje mod at debattere forud for det største og vigtigste primærvalg, siger han i en skriftlig udtalelse.

Den 74-årige senator fra Vermont har svoret, at han fortsætter sit kandidatur til den bitre ende. Også selv om Hillary Clinton fører klart i opbakning fra delegerede, der skal pege på partiets præsidentbud ved Demokraternes konvent i juli.

Hillary Clinton var tidligere gået med til at deltage i en debat i maj, og derfor bliver afvisningen ikke overraskende kritiseret af Fox News.

- Fox News er selvfølgelig skuffet over, at Clinton har valgt at afslå vores invitationer, siger Bill Sammon, vicepræsident for Fox News i en udtalelse.

- Specielt set i lyset af, at kapløbet endnu ikke er afgjort, og at hun tidligere havde sagt ja til en sidste debat forud for primærvalget i Californien, siger han videre.

Det californiske primærvalg finder sted 7. juni.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.