Clinton leverer verbalt frontalangreb på Kina og Iran
Og Ruslands Putin får også et par knubbede ord med på vej fra favoritten til at blive USA's næste præsident.
Demokraternes Hillary Clinton har taget hul på valgkampen. Arkivfoto.
Demokraternes Hillary Clinton har taget hul på valgkampen. Arkivfoto. Foto: Robert F. Bukaty/AP


Kina står bag hackerangreb mod den amerikanske regering. Iran destabiliserer hele Mellemøsten, og Rusland præsident, Vladimir Putin, er en farlig mand.

Der er valgkamp i USA, og favoritten til at blive Demokraternes kandidat til præsidentposten - Hillary Clinton - spillede under et vælgermøde i New Hampshire lørdag på al sin udenrigspolitiske erfaring.

- Kinas militær vokser meget hurtigt. De bygger nye militære anlæg, som truer lande, vi har gode forbindelser til som for eksempel Filippinerne, siger Clinton, der var udenrigsminister fra 2009-13.

- Samtidig forsøger de at hacke sig ind i alt, der ikke bevæger sig i USA. De stjæler forretningshemmeligheder fra leverandører til vores forsvar og enorme mængder af fortrolige informationer fra regeringen i håbet om at skaffe sig fordele, siger hun.

Og Iran, der lige nu forhandler med USA og fem andre stormagter om landets atomprogram, vil fortsat være en regional trussel - også på den anden side af en mulig atomaftale, advarer Clinton.

- De vil fortsat være den største bidragyder af statssponsoreret terrorisme. De vil fortsætte med at destabilisere regeringer i regionen. De vil fortsat bruge deres forlængede arme som for eksempel Hizbollah (i Libanon, red.), og de vil fortsat være en eksistentiel trussel mod Israel, siger Clinton.

Der skal være præsidentvalg i USA i november 2016, men valgkampen hos Demokraterne og Republikanerne er allerede i gang.

Clinton nåede i sin tid som udenrigsminister at besøge over 100 lande, og mange har spået hendes store udenrigspolitiske erfaring som et stort plus i valgkampen i en verden, der har mange globale udfordringer og magtspillere for tiden.

Rusland er én af dem. Her mener Clinton, at præsident Putin har været klogere end Vesten. Men hun vil være den rette til at tackle ham.

- Jeg har før haft med ham at gøre. Han er ikke nogen let mand at håndtere. Men jeg mener, at der ikke er noget alternativ end at vise vores konstante vilje til at søge løsninger, siger 67-årige Clinton.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.