Clinton: Kun rige amerikanere vil få gavn af Trumps politik
Trump serverer gammel vin på nye flasker, mener Hillary Clinton om sin modstanders plan for USA's økonomi.
Kun de mest velhavende amerikanere vil få noget ud af det, hvis Republikanernes præsidentkandidat, Donald Trump, vinder valget, mener hans modstander, Hillary Clinton.
Kun de mest velhavende amerikanere vil få noget ud af det, hvis Republikanernes præsidentkandidat, Donald Trump, vinder valget, mener hans modstander, Hillary Clinton. Foto: Evan Vucci/AP


Velhavende amerikanere og USA's store virksomheder vil få endnu flere penge mellem hænderne, hvis Republikanernes præsidentkandidat, Donald Trump, bliver valgt ind i Det Hvide Hus.

Almindelige lønmodtagere og den store amerikanske middelklasse derimod vil blive fattigere.

Det påstår Trumps modstander i valgkampen, Hillary Clinton fra Det Demokratiske Parti.

Hendes udfald kommer, efter at Trump i en tale i Detroit mandag løftede sløret for sin økonomiske politik. Og den imponerer ikke Hillary Clinton.

- Hans skatteplaner vil give superstore skattefordele for store selskaber og de virkeligt velhavende, sagde hun på et vælgermøde i St. Petersburg i Florida senere mandag.

Her opridsede hun også sin egen plan.

- Jeg kommer ikke til at hæve skatterne for middelklassen, men med jeres hjælp vil vi hæve dem for de rige, fordi det er der, pengene er, sagde hun.

Trump udpegede i sidste uge 13 økonomiske rådgivere, som skal være med til formulere hans politik frem til valget 8. november. Men det økonomiske hold giver Hillary Clinton ikke meget for.

- Seks fyre med navnet Steve, sagde Clinton hånende på vælgermødet ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Nu forsøger de at få hans gamle, trættende idéer til at se nye ud, sagde hun.

I bund og grund serverer Trump gammel vin på nye flasker, mener hun med henvisning til begrebet trickle-down.

Det er en økonomisk teori om, at selv om vækst er ulige fordelt blandt samfundsgrupper, så vil det i sidste ende gavne alle. Teorien var især udbredt, før finanskrisen satte ind.

Trump beskyldte i sin tale Hillary Clinton og præsident Barack Obama for at at have kørt USA's økonomi af sporet.

- Jeg ønsker at kickstarte Amerika. Det kan lade sig gøre, og det vil ikke engang være så svært, sagde rigmanden ifølge Reuters.

Blandt hans hovedbudskaber er en forenkling af skattesystemet samt en selskabsskat på 15 procent mod nu 35 procent. Personskatterne skal også sættes ned. Den højeste sats på nu 39,6 procent skal ned på 33 procent.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.