Clifforth før X Factor: Stjal, tog stoffer og trykkede kronprinsens hånd
Den 43-årige Frank Clifforth vandt seernes hjerter, da han sammen med Torben Hein ærligt og åbent krængede sin sjæl ud på X Factor scenen.
Gennem de 30 år med sprut og stoffer har Frank Clifforth forfulgt sin drøm om en musikkarriere.
Gennem de 30 år med sprut og stoffer har Frank Clifforth forfulgt sin drøm om en musikkarriere. Foto: Scanpix arkiv


Den 43-årige Frank Clifforth vandt seernes hjerter, da han sammen med Torben Hein ærligt og åbent krængede sin sjæl ud på X Factor scenen.

Ud over de åbenbare musikalske evner, fik duoen masser af sympati, fordi de har kæmpet sig væk fra et barsk liv med kriminalitet og stoffer.   

Frank Clifforth begyndte allerede som 12-årig at drikke alkohol. Hashforbruget startede to-tre år senere. Og så tog det fart.

Det skriver Se og Hør.

– Jeg blev mere og mere afhængig og var nærmest konstant bedøvet. Hver eneste dag skulle jeg have sprut og stoffer, og selv om jeg havde et job, tjente jeg ikke nok. Jeg måtte lyve, stjæle og låne penge for at skaffe de ca. 3000 kr., jeg dagligt skulle bruge. Jeg skyldte hele tiden penge væk – lånte af den ene pusher for at betale den anden. Jeg kørte på et højt stressniveau, men kunsten var, at ingen opdagede det, fortalte Frank Clifforth for ni år siden til SE og HØR.

Det var kort efter, han var blevet clean.

Gennem de 30 år med sprut og stoffer har Frank Clifforth forfulgt sin drøm om en musikkarriere, og han var ikke helt ukendt, da han stillede op i X Factor.

Tilbage i 2004 stillede han op i DR-programmet "Stjerne for en aften". Det var mens han stadig var afhængig af sit misbrug. For at kunne klare sin optræden måtte han tage kokain inden showet, skriver SE og Hør.  

Det er ikke kun inden for musik, Frank Clifforth har særlige evner. I en overgang havde han også en nøglerolle det danske fodboldlandshold for hjemløse.  

Det var også ham, der skrev den officielle VM-sang til hjemløselandsholdet, da de stillede op til VM i 2007. I den forbindelse trykkede Frank Clifforth i øvrigt kronprinsens hånd, skriver SE og HØR.

Siden Frank Clifforth blev clean, har han brugt sin tid på at hjælpe andre ud af sit misbrug. Efter X Factor succesen er han i dag ansat på et bosted i Egtved, skriver SE og HØR. 

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.