Cleverley sikrer Everton sejren i de døende sekunder
Robert Elliot stod en flot kamp for Newcastle, men Everton stjal sejren dybt inde i overtiden.
Evertons Romelu Lukaku (th.) i duel med Newcastles anfører, Fabricio Coloccini, i lørdagens kamp i Premier League.
Evertons Romelu Lukaku (th.) i duel med Newcastles anfører, Fabricio Coloccini, i lørdagens kamp i Premier League. Foto: Scott Heppell/AP


Chancerne og underholdningen var der, men man skulle helt frem til tre minutters tillægstid, førend Everton scorede til 1-0 og snuppede de tre point på St. James' Park mod Newcastle.

I en livlig første halvleg var det Everton, som skabte flest og bedst chancer.

I flere omgange var de blåblusede gæster tæt på at sparke sig i front, men den sidste skarphed manglede i feltet.

Everton kunne have fået lettere betingelser, da Newcastles forsvarsgeneral Fabricio Coloccini trak Everton-angriberen Romelu Lukaku ned i feltet som bageste mand, men dommeren undlod at dømme noget.

Efter pausen intensiverede Everton jagten på den sejr, som ville bringe holdet inden for fire point af en europæisk plads i tabellen.

Chancerne regnede ned over Newcastles irske reservekeeper Robert Elliot i det første kvarter, men han viste store evner inde på stregen ved flere lejligheder.

Han diskede op med adskillige vigtige og flotte redninger, og især Romelu Lukaku lignede mere og mere en mand, der var godt og grundigt træt af den velspillende sprællemand inde i målet.

Newcastle var spillemæssigt fint med, men holdet havde markant sværere ved at skabe de store chancer, som Everton tilspillede sig.

Med små 20 minutter igen kom så den chance, Newcastle havde ventet på.

Efter et flot kontraangreb sendte Moussa Sissoko et perfekt indlæg ind i panden på den store, serbiske angriber Aleksandar Mitrovic, som helt fri syv meter fra mål headede bolden forbi fjerneste stolpe.

Fem minutter senere var det Georginio Wijnaldum, som fik et frit hovedstød ved bagstolpen, men Tim Howard i Everton-målet trak en fin refleksredning frem.

Begge hold jagtede sejren til det sidste, og i det sidste af de tre tillægsminutter sikrede Tom Cleverley Everton sejren, da han headede en ripost fra et afværget hjørnespark i en blød bue og ind i nettet.

Sejren sender Everton tættere på de europæiske pladser, mens Newcastle forbliver lige under nedrykningsstregen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.